Bryggernes sidste farvel
Multimedie: TV-kanal sender dokumentarprogram om et nostalgisk farvel til Carlsberg.
Se også Fagbladets multimedieportræt fra de sidste dage på Carlsberg. Det var ikke bare en stor arbejdsplads, der gik tabt, da Carlsbergs ølproduktion på Valby Bakke lukkede. Det var også et farvel til en ganske speciel arbejderkultur. Og der skal nok være mange bryggeriarbejdere, der kniber en tåre 2. juledag.
Her viser tv-kanalen DK4 nemlig en dokumentarfilm om afviklingen af 161 års bryggeri-liv i København. Programmets omdrejningspunkt er Alfred Jespersen, som forbereder sit 50-års jubilæum. Han gør samtidig klar til pensionisttilværelsen.
Kollegerne følges også i det svære forsøg på at få nyt arbejde. Lidt af en bedrift, når man kun har erfaring fra et bryggeri og aldrig har skrevet en ansøgning.
Kys ved afslutningsfesten
"Programmet er et alvorligt men kærligt portræt af en kultur, der kommer i klemme, da produktionsforholdene forandres drastisk", lyder det i en pressemeddelelse fra tv-kanalen.
Og bryggeriarbejdernes kærlighed bliver også filmet, når der danses og kysses farvel til afslutningsfesten, godt krydret med anekdoter fra en tid, der uigenkaldeligt er forbi.
Dokumentarprogrammet er produceret af KongSekvens og Grue Film.
Soundslide link
Soundslide link