Pihl & Søn skal nu undersøges

Østarbejdere: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil nu se nærmere på entreprenørselskab Pihl & Søn efter samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Efter halvanden time onsdag i beskæftigelsesudvalget med Pihl & Søn og selskabets brug af udenlandske underentreprenører som overskrift besluttede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) at samle faktuelle oplysninger om selskabet.

Medlemmerne af beskæftigelsesudvalget kredsede om Pihl og Søn i flere spørgsmål til ministeren. Spørgsmålene tog udgangspunkt i flere kendte eksempler om social dumping og brud på arbejdsmiljøloven fra blandt andet dagbladet Politiken og Fagbladet 3F.

- Flere spørgsmål relaterer sig til Pihl & Søn. Min indsigt i en konkret virksomhed er ikke dækkende, i forhold til hvor vidt virksomheden er dømt eller ej eller hvor mange påbud, der er givet. Vi kan spørge, hvad der er kendt i Arbejdstilsynet, Skat og politiet, sagde Mette Frederiksen og lovede udvalget en skriftlig redegørelse.

Unfair

Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten havde kaldt ministeren i samråd.

- Pihl er en mastodont inden for entreprenørbranchen og bruger udenlandske underentreprenører, der har fået adskillige bøder for underbetaling og ulykker. Hvordan kan en hovedentreprenør have underentreprenører, der overtræder danske overenskomster, uden at det går ud over hovedentreprenøren, spurgte Jørgen Arbo-Bæhr.

- Jeg forstår både forundringen og forargelsen. Vi ser store dele af arbejdsmarkedet, hvor der er store problemer med arbejdsmiljøet og sikkerheden. Og det er rigtig vigtigt for regeringen at bekæmpe social dumping. Danske lønmodtagere og virksomheder med orden i tingene skal ikke udsættes for unfair konkurrence, fastslog Mette Frederiksen.

Snyd og bedrag

Ministeren understregede, at hun ikke kunne finde et eneste argument for, at lønmodtagere skulle arbejde under de såkaldte ”dobbeltkontrakter”, hvor de arbejder mere, end de får betaling for.

- Jeg betragter det som snyd og bedrag og underbetaling. I mine øjne er det fuldstændig uacceptabelt, sagde Mette Frederiksen og henviste til regeringen og Enhedslistens forlig om nye og forstærkede initiativer mod social dumping med flere resurser til myndighedskontrol, arbejdsklausuler og administrative bøder.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Pihl & Søn.