18 sager om sort arbejde på D'Angleterre
Skræmmende mange sager på en byggeplads, mener SKAT. Pihl & Søn har ikke kunnet finde synderne hos deres underentreprenører.
Der var flugt over plankeværket og stort ståhej, da SKAT for to uger siden afslørede tvivlsomme forhold på Hotel D'Angleterre. (Foto: D'angleterre) Der var flugt over plankeværket og stort ståhej, da SKAT for to uger siden afslørede tvivlsomme forhold på Hotel D'Angleterre.
Nu er støvet ved at have lagt sig, og omfanget af sort arbejde på Pihl & Søns renovering af landets mest kendte hotel står klart.
Ud af 132 ansatte på byggepladsen har SKAT nu indledt sager om sort arbejde mod 18 ansatte.
- Jeg synes, det er skræmmende, at mere end 10 procent af dem, vi mødte, ikke havde orden i papirerne, siger skattedirektør i København Peter Jensen.
28 firmaer på én plads
Det er hovedsagligt danske firmaer med danske ansatte, der er blevet grebet i sort arbejde. I 12 af sagerne er der med sikkerhed tale om sort arbejde. Mens der i seks tilfælde stadig skal efterforskes nærmere. Men meget tyder på, at de også arbejdede sort, oplyser SKAT.
Ingen af de ansatte hos hovedentreprenøren Pihl & Søn arbejdede sort.
- Det er især længere ned i kæden, der er problemer. Og der er 28 firmaer på pladsen, så arbejdet er givet videre mange gange, forklarer Peter Jensen.
Pihl: Vi vil ikke have den slags
Pihl & Søn har ikke fået opklaret, hvilke underentreprenører der brugte sort arbejdskraft. Det oplyser underdirektør Bo Svendsen. Han kan ikke få oplyst af SKAT, hvilke af de 28 firmaer på byggepladsen der brugte sort arbejde.
- Du ved mere end mig. Tilsyneladende har vi et problem med nogle, der har svindlet. Men vi har mødt benægtelse hele vejen rundt, forklarer Bo Svendsen.
Pihl & Søn har nu indgået en aftale med sine underentreprenører, der skal sikre mod sort arbejde: Hver 14. dag afleverer Pihl & Søn en liste med navne på alle ansatte på D'Angleterre-pladsen til SKAT.
- Vi vil ikke have den slags, siger underdirektøren.