Polsk byggefirma har ikke betalt kæmpebod

Malerforbundet tager initiativ til at hente kvart million hos det polske byggefirma Gal-Met via inkasso.

Fagbevægelsen har lagt maksimalt pres på Gal-Met. Ved flere tilfælde har Byggefagene i København demonstreret foran Gal-Mets byggepladser mod det polske firmas underbetaling af sine ansatte. Fagbevægelsen har lagt maksimalt pres på Gal-Met. Ved flere tilfælde har Byggefagene i København demonstreret foran Gal-Mets byggepladser mod det polske firmas underbetaling af sine ansatte.

Det polske byggefirma Gal-Met har ikke betalt den bod på 250.000 kroner inden for tidsfristen, som det blev idømt i Arbejdsretten for knap en måned siden. Firmaet fik to uger til at betale den kvarte million kroner til Malerforbundet, der gennem LO førte sagen ved Arbejdsretten.

Derfor tager Malerforbundet nu skridt til en inkassoforretning over for det polske firma.

- Det er et stort beløb, og der er tale om en principiel sag, så vi er villige til at gå langt for at få pengene fra Gal-Met, siger Malerforbundets næstformand John Christensen til Nyhedsbrevet 3F.

Den store bod fik det polske firma for at prøve at få tre tidligere ansatte til at tilbagebetale de penge, som de tidligere medarbejdere i 2007 havde fået i efterbetaling i kraft af fagretlig behandling i Danmark. Boden svarer nogenlunde til de beløb, Gal-Met har forsøgt at få de tidligere medarbejdere til at betale tilbage.

Efterbetalingen til de tre polske arbejdere er en følge af underbetaling i forhold til den danske overenskomst, som Gal-Met var omfattet af som følge af medlemskab af Dansk Byggeri.

I det ene af de tre tilfælde har Gal-Met i Polen opnået dom for, at medarbejderen Jerzy Kisiel skulle tilbagebetale cirka 86.000 kroner.

Arbejdsretten kalder det et brud på overenskomsten at kræve tilbagebetaling af beløb, som er betalt som følge af fagretlige afgørelser.

Arbejdsretten bemærker i øvrigt, at det vil udgøre et "selvstændigt og særligt alvorligt brud på overenskomsten", hvis man rent faktisk opnår hel eller delvis tilbagebetaling. "Et sådant brud kan udløse yderligere bod", hedder det i Arbejdsrettens dom.

Klar til inkassosag i Polen

Malerforbundet sætter i første omgang sin danske advokat på sagen.

- Hvis Gal-Met har aktiver i Danmark, vil det nok være nemmere at inddrive pengene i Danmark, men om firmaet har det, ved jeg ikke. Er det ikke tilfældet, må vi prøve at få kørt en inkassoforretning i Polen, siger John Christensen.

Det er ikke alene på grund af det store beløb, at Malerforbundet er parat til at bruge en del ressourcer på at få inddrevet boden. Det skyldes i høj grad også, at man betragter Gal-Mets forsøg på at presse tidligere medarbejdere til tilbagebetaling som en ualmindelig grov handling.

- Derfor skal Gal-Met ikke slippe for at betale den velfortjente bod, siger næstformanden.

LO: Det stopper nu

Der har efter Arbejdsrettens opsigtsvækkende dom været spekuleret i, om Gal-Met også prøver at få den kvarte million i bod betalt af de tidligere medarbejdere - akkurat på samme vis som man har prøvet at få mæglingsmøde-efterbetalingerne tilbagebetalt.

Konsulent i LO, jurist Stephan Agger, der har ført sagen ved Arbejdsretten for Malerforbundet, udelukker ikke, at det teoretisk set er en mulighed.

- Jeg vil ikke gøre mig klog på, om Arbejdsrettens dom afskærer Gal-Met fra at tage retslige initiativer i Polen. Det beror jo for det første på polsk ret. For det andet er der den forskel på denne og den forrige sag, at det nu handler om bod til forbundet - ikke efterbetaling til svendene, siger han.

- Det vigtigste må dog være den praktiske virkelighed. Gal-Met er 500.000 kroner nede i øjeblikket - med først efterbetaling og siden bod, og Arbejdsretten står klar med hammeren igen, hvis Gal-Met fortsætter ad samme spor, siger han.

- Når man overhovedet har prøvet at få de tidligere medarbejdere til at betale tilbage, må det bero på dårlig juridisk rådgivning. Som rådgiver handler det om at fortælle sin klient, hvad han er bedst tjent med, og Gal-Met har ingen økonomisk glæde af at forsøge at fortsætte slagsmålet. Gal-Met har allerede tabt to gange, og Arbejdsretten slår fast, så tydeligt som det overhovedet kan gøres, at det giver en ny bod, hvis det faktisk lykkes at få penge fra de tidligere medarbejdere.

- Derfor, hvis den sunde økonomiske fornuft råder, og det gør den trods alt oftest i virksomheder, fordi de gerne vil tjene penge, så tror jeg ikke, Gal-Met fremturer yderligere, ræsonnerer Stephan Agger.