LO/Hans Jensen: Vi skal fortsat kæmpe
Barselsfond, den sjette ferie, efteruddannelse med løn, arbejdsmarkedspensioner. LO-formand Hans Jensen pegede i sin beretning på en lang række af de sejre, fagbevægelsen har hevet hjem gennem årene. Og slog også fast, at det er lønmodtagerne og fagbevægelsen, der har spillet en afgørende rolle i, at vi nu har en sund økonomi herhjemme - ikke regeringen.
”LO-medlemmerne har fået resultaterne. Danmarks økonomi har fået resultaterne. Anders Fogh og Karen Jespersen …? De har fået hinanden. Endelig et arrangeret ægteskab, hvor man kan sige, at brudeparret har fortjent hinanden,” konstaterede Hans Jensen under kæmpe bifald fra de 800 delegerede.
Men til trods for sejrene så nytter det ikke noget at læne sig tilbage og slappe af, advarede Hans Jensen. Med henvisning til Thomas Nielsens berømte melding om, at ”Vi har sejret ad helvede til … godt!” kunne Hans Jensen konstatere, at der fortsat skal kæmpes. Sejren er ikke i hus allerede, og den var det slet ikke i 1982, da den daværende LO-formand sagde sådan.
”For sandheden er, at der aldrig kan sættes punktum. Problemerne, som generationer af fagligt aktive har tumlet med, dukker op konstant i nye forklædninger og forbindelser. Den økonomiske, sociale og teknologiske udvikling betyder, at nye generationer må slås med nye udfordringer, som vi sikkert ikke kan forudsige i dag,” sagde den afgående LO-formand.
Dermed sendte han en besked videre til kongressens deltagere om at fortsætte kampen også efter, han er trådt tilbage. Og det var en rørt LO-formand, der efter talen modtog stående bifald fra de delegerede i salen.