Fire ud af fem kvinder i 3F på efterløn
82 procent af de 60-66-årige kvinder i 3F er på efterløn, viser nye tal. De går på efterløn, fordi man forventer det, mener lederen af 3F’s a-kasse Morten Kaspersen.
Det har altid været de kortest uddannede kvinder, der har haft størst brug for efterløn. Fire ud af fem kvinder i 60-66-års alderen, der er medlem af 3F, er på efterløn.
Det viser tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde i dag.
3F har godt 42.000 medlemmer i alderen 60-66 år. Af dem er knap 29.000 på efterløn, svarende til 68,6 procent.
Blandt mændene er det tre ud af fem - eller 60 procent - der er gået på efterløn. Men blandt kvinderne er det hele 82 procent - fire ud af fem - der har trukket sig tilbage på efterløn.
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og efterløn. I den anden ende af tallene findes mænd med en lang videregående uddannelse. Her er det kun hver femte, der er på efterløn.
Hellere job end efterløn
- Tidligere undersøgelser har vist, at hvis folk er beskæftiget på fornuftige seniorvilkår, har et arbejde de kan holde til, og har medindflydelse på deres arbejde, så vil de hellere blive på arbejdsmarkedet end gå på efterløn. Så når så mange af vores medlemmer er på efterløn, er det formentlig udtryk for, at de enten er slidt op eller ikke kan få arbejdsforhold, de kan overkomme, mener Morten Kaspersen, der er leder af 3F’s a-kasse, 3FA.
- Hvis de derimod var efterspurgte af arbejdsgiverne, og blev tilbudt attraktive arbejdsforhold, ville de hellere blive på arbejdsmarkedet, mener han.
Mangler arbejdskraft
Dansk Industri siger i en kommentar ifølge Ritzau, at ”efterlønsordningen fortsætter med at trække personer ud af arbejdsstyrken i en situation, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft”.
- Jeg tror ikke, virkeligheden opfattes sådan af vores medlemmer. Tværtimod tror jeg, at mange af vores medlemmer går på efterløn, fordi det forventes af dem. Det kan være stikpiller på arbejdspladsen, fordi arbejdsgiverne hellere vil have yngre arbejdskraft, mener Morten Kaspersen.
Det er ikke nyt, at kvinder gør mere brug af efterlønsordningen end mænd.
- Det har altid været de kortest uddannede kvinder, der har haft størst brug for efterløn. Og sådan er det stadig, om det så er fordi de trænges ud af arbejdsmarkedet, eller fordi de er slidt op, påpeger Morten Kaspersen.