Kviksølvofre risikerer at komme i klemme
Danisco-direktør kan ikke garantere erstatninger til kviksølvofre, som ellers lovet. Kviksølvoffer frygter det værste, hvis virksomheden bliver solgt til amerikansk kemigigant.
Der er ingen garanti for at Danisco betaler erstatning til kviksølvoffer Børge Hansen og de andre ofre, hvis koncernen sælges til amerikanske ejere. Han frygter, at Danisco løber fra deres ansvar og løfter. Kviksølvofrene fra Grindstedværket kan risikere at komme i klemme, hvis Danisco bliver solgt til den amerikanske kemigigant DuPont, der har afgivet et købstilbud på 36,1 milliarder kroner.
Da sagen om kviksølvforgiftningerne på det daværende Grindstedværket kom frem i 2008, lovede Danisco-direktør Martin Kirstein Madsen, at Danisco også vil yde erstatning til de ofre, der fik erstatning i Arbejdsskadestyrelsen, og som har lidt et tab.
Men først når alle sager er færdigbehandlede. Der resterer stadig en del sager i Arbejdskade- og Ankestyrelsen, og de sager går nu en usikker fremtid i møde.
Direktør giver ingen garantier
Martin Kirstein Madsen kan således ikke udstede nogen garanti for, at eventuelle nye ejere vil stå inde for tidligere løfter.
- Jeg håber og tror ikke, at et eventuelt nyt ejerskab vil ændre noget i forhold til erstatninger fra Danisco. Men det er kun min egen mavefornemmelse. Jeg kan ikke garantere for noget. Lige nu kender vi ikke vores fremtid og er midt i et tomrum i processen, hvor vi afventer, hvilken beslutning aktionærerne træffer om et eventuelt salg. Jeg ved ikke, hvornår det sker, siger Martin Kirstein Madsen.
Har intet tilovers for Danisco
Kviksølvoffer Børge Hansen fik som en af af de første en større erstatning. Han fik overdosis af kviksølv efter grove svigt fra Grindstedværkets ledelse og Arbejdstilsynet og blev blandt andet hjerneskadet af kviksølvet.
Han frygter, at Danisco bruger anledningen til at løbe fra deres ansvar og løfter.
- Danisco har modarbejdet os kviksølvofre hele vejen igennem, selv om de lovede at gøre alt for at hjælpe. Danisco afviste for eksempel overfor Arbejdsskadestyrelsen, at jeg havde arbejdet i kviksølvafdelingen. Heldigvis kunne papirer fra Arbejdstilsynet bevise det modsatte. Jeg har ingen tiltro til deres gode vilje og har intet til overs for dem. Danisco har behandlet os så dårligt, de overhovedet kunne, siger han.