Jeg laver lidt af hvert
Tema: Transport på gale veje:
Fagbladet ringer til den svenske chauffør Trond i Spanien, der ifølge både Dean Tolhurst og Viggo Jespersen er ejeren af vikarbureauet ETC International.
Står du bag ETC International?
- Jeg har aldrig hørt om det, ved ikke, hvad det er.
Det er et vikarbureau, registreret i Gibraltar, der udlejer chauffører til blandt andet danske vognmænd.
- Det ved jeg ingenting om.
Jeg snakkede med Viggo Jespersen, og han sagde, at det var dig, der stod for ETC International.
- Ja så. Nej, det er ikke mig.
Kender du Viggo Jespersen?
- Ja ja, jeg kender ham.
Hvorfor siger han, at det er dig, som står bag ETC?
- Det ved jeg ikke. Det må du spørge ham om (griner).
Hvad laver du i Spanien?
- Jeg laver lidt af hvert. Jeg arbejder freelance.
Som chauffør?
- Ja ja, for forskellige svenske firmaer. Jeg har kørt nogle ture for Søren og Jens A/S, og det er derigennem, jeg kender Viggo Jespersen.
Men er det muligt at finde ud af, hvad det der ETC er?
- Ja, hvis du ringer til Gibraltar eller England.
Hvorfor siger Dean, at du står bag ETC?
- Fordi han prøver at få penge af mig. Jeg har nemlig anbefalet ham til Viggo Jespersen. Jeg ringede til Viggo og spurgte, om Dean kunne arbejde der. Det gik ikke, så han har ødelagt meget for mig. Ser jeg ham igen, så får han en på kassen, rent ud sagt.
Men når det er dig, der har anbefalet ham til Viggo, er det så ikke dig, der står bag ETC?
- Nej nej nej. Jeg ringede til Viggo og spurgte for Dean. Det er ikke mig, der står for det. Jeg kender personerne, som ligger bag det, men det må I selv finde ud af, for det har jeg lovet dem ikke at fortælle.
Er det nogle danskere?
- Det må du finde ud af selv. Det er ikke mig, som står bag det, men jeg kender dem, som gør. For jeg arbejder lidt for dem faktisk.