Hollændere bag tre alvorlige søulykker

Skibet Ansgar påsejlede i sommer Thyrafeltet i Nordsøen med en sovende hollænder ved roret. Tredje alvorlige ulykke med danske fiskeskibe ejet og sejlet af hollændere.

 Der var en sovende hollænder ved roret, da trawleren Ansgar sejlede direkte ind i boreplatformen Thyra i Nordsøen i sommer. (Arkivfoto) Der var en sovende hollænder ved roret, da trawleren Ansgar sejlede direkte ind i boreplatformen Thyra i Nordsøen i sommer. (Arkivfoto)

Det lyder utroligt. Men i juli lykkedes det fisketrawleren Ansgar at sejle direkte ind i havgiganten Thyra-feltet.

Søfartsstyrelsens opklaringsenhed har netop udsendt sin ulykkesrapport om påsejlingen. Og her fremgår det, at det var en sovende hollandsk skipper, der stod ved roret, da ulykken skete.

Dermed er ulykken opklaret. Men det står samtidig klart, at det nu er tredje gang på fire år, at en dansk trawler ejet og ført af hollændere er involveret i alvorlige ulykker til søs.

I september 2002 omkom en dansk fisker ved en arbejdsulykke ombord på Esbjerg-fartøjet Orck, og i januar druknede en fisker, der faldt overbord fra en trawler i Nordsøen.

I de to sager var der ligeledes tale om hollandsk ejede skibe ført af hollandsk eller hollandsk-polsk besætning.

Ingen styr på tingene

De mange sager om alvorlige ulykker på danske skibe ejet af hollændere fik tidligere på året 3F på banen med kritiske spørgsmål til myndighederne.

- Tre ulykker og to dræbte fiskere vidner om, at der ikke har været tjek på, hvad der er foregået på danske skibe med hollandske ejere. Kontrollen fra myndighedernes side er nu blevet skærpet. Men der er fortsat god grund til at holde øje med de hollandsk ejede skibe, siger Henning Madsen, der er formand for fiskerne i 3F Esbjerg Transport.

- Hollandske fiskeskippere har for vane at forhyre polsk besætning, og på den måde er der stærkt øget risiko for sprogforbistringer, siger han.