Sådan holder du dampen oppe på arbejde
En tur med skovlen eller tunge løft kan suge energien ud af enhver. Her får du fem gode råd til kosten, så du kan holde dampen oppe, når du knokler.
Når du knokler derudad med arbejdet, så bruger du meget energi. Sørg derfor for at fylde energidepoterne op. (Foto: Arkivfoto) Knokle indtil frokost, fire flade med pålæg og på med jakken igen.
Den sædvanlige rutine på job er medvirkende til, at du går kold, når du arbejder hårdt. Den enlige frokost midt på dagen er nemlig med til, at kroppen desperat leder efter energi sidst på dagen.
Diætist Maiken Beck giver her fem gode råd, så du beholder energien hele dagen.
5 gode råd til mere energi
1. Spis morgenmad
- Spring ikke morgenmaden over - ellers går det ud over koncentrationen, og du bliver hurtigt træt, lyder det første og kontante råd fra Maiken Beck.
2. Spis ofte - gerne frugt
- Spis lidt og med mindst 3-4 timers mellemrum - du skal have tilført energi løbende, og kroppen skal nå at nedbryde føden. Tag for eksempel tre stykker frugt fordelt over arbejdsdagen - frugt giver kroppen fornyet energi her og nu og er med til, at du ikke går sukkerkold, fortæller diætisten.
3. Spis groft
- Spis groft og gerne fuldkornsbrød til alle kolde måltider i løbet af dagen - brød er mættende og med til at stabilisere dit blodsukker, så du ikke går sukkerkold sidst på dagen. Magert pålæg mætter og er en god kombination til rugbrødet. Genialt, når man har hårdt fysisk arbejde, lyder rådet.
4. Spis langsomt
- Det tager ti minutter fra maden rammer maven, til mætheden indfinder sig. Så brug mindst 15 minutter til at tømme tallerkenen, siger Maiken Beck.
5. Drik
- Sørg for at få væske - gerne en halv liter mælk til frokost og hold dig ikke tilbage med vandet, fortæller diætisten.