3F: Aflys kommunal jobindsats
3F støtter arbejdsgivernes ønske om at udskyde kommunalisering af beskæftigelsesindsats. For vores skyld må den gerne helt aflyses, siger Per Christensen.
Erhvervslivet opfordrer nu regeringen til at udskyde, at kommunerne overtager ansvaret for at få ledige i arbejde. (Arkivfoto) - Vi er 100 procent enige med arbejdsgivernes organisationer, når de beder om at kommunaliseringen af beskæftigelsesindsatsen udskydes, siger forbundssekretær i 3F, Per Christensen.
Efter planen skal kommunerne 1. august overtage hele beskæftigelsesindsatsen. Men erhvervslivet opfordrer nu regeringen til at udskyde det, på grund af den økonomiske krise med stigende ledighed. Det sker i et fælles protestbrev, som Dansk Arbejdsgiverforening, sammen med landbrugets arbejdsgiverorganisation SALA og Ledernes organisation, har sendt til regeringen.
Arbejdsgiverne mener, at det vil være ”særdeles uklogt” at kaste systemet ud i en omfattende omstrukturering. Det vil give et markant fald i effektiviteten i jobcentrene. Samtidig vil den stigende ledighed betyde et ekstra pres på beskæftigelsessystemet.
Aflys gerne
3F bakker helt op om arbejdsgivernes henvendelse.
- Det er en fantastisk glimrende idé at udskyde overgangen. For vores skyld måtte regeringen gerne helt aflyse denne her kommunalisering. Konstruktionen er håbløs, og vi er helt enig med arbejdsgiverne i, at kommunerne ikke er de bedste til at løse opgaven, siger Per Christensen.
LO og DA har tidligere sammen henvendt sig til beskæftigelsesministeren med en række fælles krav til de nye beskæftigelsessystem. Også her hed det, at det ikke er hensigtsmæssigt at beskæftigelsespolitikken ligger hos kommunerne.