De fleste 3F-overenskomster er i hus

De fleste deloverenskomster på det offentlige område er nu i hus. Trods få midler er der et par små gennembrud og lidt ekstra i lønposen til 3F'erne.

Mere fokus på rengøringsassistenters nedslidning er ét af OK-resultaterne.  (Arkivfoto: Morten Schärfe)Mere fokus på rengøringsassistenters nedslidning er ét af OK-resultaterne. (Arkivfoto: Morten Schärfe)

Stort set alle 3F'ere i kommuner og regioner har fået et mindre tillæg til løntrinnene, så alle stiger lidt ekstra i løn i 2012. Dertil kommer selvfølgelig de 2,65 procent, der er aftalt centralt for alle kommunalt ansatte. Og så er der lidt på pensionen - i omegnen 0,4-0,5 procent til de fleste.

Det er et par af overskrifterne på de mange forlig, som 3F - alene og med andre forbund - har indgået med Kommunernes Landsforening samt Regionernes Lønnings- og Takstnævn de seneste par uger.

Selvom der ikke er sket mirakler, minder formanden for 3F's offentlige gruppe om det kritiske udgangspunkt:

- Der var i år meget mindre at forhandle med i regionerne og kommunerne end normalt. Og i staten var der slet ikke nye midler til organisationsforhandlingerne. Alt blev klaret centralt ved det store bord, forklarer Ellen K. Lykkegård.

Fokus på nedslidning

Ellen K. Lykkegård fremhæver et par mindre gennembrud. I regionerne bliver der eksempelvis mere fokus på rengøringsassistenternes nedslidning.

- Idéen er, at der skal gå knap så meget frugtordning og andet ”blødt” i den, når det gælder deres arbejdsmiljø.

Omsorgsmedhjælpere og rengøringspersonale i regionerne får også to procent i pension af deres aften- og nattillæg. Hidtil har arbejdstidstillæg aldrig givet pension i det offentlige.

Små, banebrydende skridt

Og så lover kommunerne øget fokus på kompetenceudvikling og rotation, når de ansætter folk i løntilskud på pedel- og specialarbejderområdet. For at imødekomme kritikken om tom aktivering.

- Alt sammen små, men banebrydende skridt. Og som der kan bygges videre på i de næste overenskomstforhandlinger, siger Ellen K. Lykkegård.

Kun kommunale omsorgsmedhjælperne er fortsat ikke forhandlet på plads.

Når alt er i hus, skal aftalerne godkendes af 3F's repræsentantskab i næste uge. Og så går afstemningen i gang.