3F: Sats på ordblinde

3F's formand vil have pres på politikerne efter læsekonference. Den viste, at forskning og udvikling på læseområdet er en god investering.

Vi viser, at forskning og udvikling på læseområdet er en god og lønsom investering, siger Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)Vi viser, at forskning og udvikling på læseområdet er en god og lønsom investering, siger Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)

Landets hidtil største konference om ordblindhed og vanskeligheder med at læse er slut. Konferencen med navnet “Ord 09” løb over to dage i Københavns Kulturcenter.

3F's formand Poul Erik Skov Christensen kan se tilbage på nogle banebrydende dage. De har sat ordblinde øverst på dagsordenen, og 3F's formand opfordrer til at forene kræfterne og presse beslutningstagerne i fællesskab:

- Presse på med konferencer som denne, hvor forskerne deler viden og forskning med undervisere og konsulenter. Vi viser politikerne, at læseforskning er praktisk og anvendelig. Og en god og lønsom investering, siger han.

Stort spild af mennesker

3F's formand understreger, at samfundet har store tab på grund af læseproblemer. Ud over de menneskelige omkostninger for den enkelte.

- Et stort spild af menneskelige ressourcer, som kunne være udnyttet meget bedre. Derfor kan vi ikke prioritere undervisning og forskning i ordblindhed og andre læseproblemer højt nok, siger Poul Erik Skov Christensen.

Han peger blandt andet på, at cirka hver fjerde i den arbejdsduelige alder er uden for arbejdsmarkedet.

Læsesvage frem i lyset

- Vi taler om mellem en halv og en hel million mennesker. Blandt alle dem ved vi, at 80 procent ikke har læsefærdigheder nok til, at de kan klare udfordringerne på en moderne arbejdsplads, siger han.

3F's formand understreger, at det er konferencedeltagernes ansvar, at de kommer frem i lyset, så beslutningstagerne kan tage affære.