Stort ja fra reddere hindrer sommerstrejke

3 ud af 4 reddere hos Falck har stemt ja til ny overenskomst. Dermed bliver der ingen konflikt på det vitale område. 83 procent af de 4.082 reddere stemte.

Landets reddere hos Falck rykkede i dag ud med et markant ja til ny overenskomst.Landets reddere hos Falck rykkede i dag ud med et markant ja til ny overenskomst.

Et massivt ja har bragt ny overenskomst i hus til landets 4.082 falckreddere.

Tre ud af fire stemte ja. Og det betyder, at en strejke på det vigtige område er lagt på hylden. Dermed kan såvel Falck som patienter, sygehuse og bilister med motorstop gå sommeren trygt i møde.

Allerede i april var en ny overenskomst på plads. Men den stemte redderne nej til. Derfor måtte Falck og 3F's Transportgruppe ud i nye forhandlinger. Og det er dem, der nu har givet et positivt resultat.

Massiv opbakning

De ekstra forhandlinger sikrede blandt andet redderne en garanti mod udliciteringer af deres arbejde. Og i 3F er der glæde over det klare resultat.

- Der er sagt ja med en stemmeprocent på 83. Mere klart kan det næsten ikke siges. Det er jeg naturligvis glad for, og redderne kan se frem til øget indflydelse med den ny overenskomst, siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Han understreger, at den ny aftale ikke byder på store stigninger i lønnen. Men i forhold til reddere ansat i kommunerne er resultatet godt.

Nej tre steder

Kun tre steder i landet har redderne sagt nej til den nye overenskomst. Det er i Esbjerg, hos 3F Midtsjælland og i 3F Midtvendsyssel.

Men landets reddere har tradition for spænding. Både i 2000 og i 2007 endte hårde forhandlinger om ny overenskomst i konflikt.

I 2007 startede en over fire uger lang strejke 29. maj, da forhandlingerne brød sammen. Og først efter to afstemninger og runder med forhandlingerne blev der stemt ja.