Ny overenskomst til 4.000 reddere

4.000 Falck-reddere har fået ny overenskomst. Den løber 22 måneder og følger i store træk de øvrige aftaler på transportområdet.

Redderne hos Falck har fået ny overenskomst. Nu skal de godt 4.000 reddere stemme om aftalen. (Arkivfoto)Redderne hos Falck har fået ny overenskomst. Nu skal de godt 4.000 reddere stemme om aftalen. (Arkivfoto)

3F og Falck har netop skrevet under på en ny overenskomst for landets godt 4.000 falckreddere.
Overenskomsten følger i store træk resten af aftalerne på transportområdet.

Det betyder blandt andet stigninger i timelønnen på 3,85 kroner over to år. Og stigninger på kvalifikations-tillægget og de øvrige tillæg i overenskomsten.

Også redderne får en ny fratrædelsesgodtgørelse. Men den er anderledes end på andre områder. Ved fyringer får redderne en ekstra månedsløn, hvis de har været ansat i 12 år. Har de været ansat i henholdsvis 15 eller 18 år, vanker der henholdsvis to og tre gange ekstra månedsløn.

I takt med resten

Redderne kan stemme om de nye aftaler allerede fra på mandag. Og 3F's Transportgruppe går i gang med at informere om den nye aftale på en række møder rundt om i landet.

Redderne vil blandt andet få at vide, at deres overenskomst løber 22 måneder. Dermed kommer overenskomsten i takt med de øvrige aftaler på det private arbejdsmarked.

- Det sikrer redder-området større indflydelse, når alle overenskomster bliver forhandlet samtidig. Det er vigtigt, fordi der er kommet en række nye aktører ind på markedet, siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Resultat 19. maj

Søren Andersen kalder aftalen god i forhold til tiderne. Og han fremhæver blandt andet forbedringer i Falcks jobbank, der kan sikre mere smidig omplacering og hurtigere kompetenceafklaring.

- Pengemæssigt er der ikke tale om en guldgrube. Men vi kan anbefale et ja til den nye overenskomst, erklærer han.

3F understreger, at overenskomsten ikke er på plads, førend reddernes stemmer er talt op 19. maj. I 2007 kom reddernes overenskomst først på plads sidst i juni. Og det først efter mere end en måned med strejke og konflikt mod Falck.