Redderstrejke truer efter nej til overenskomst
Landets godt 4.000 falckreddere har stemt nej til ny overenskomst. Dermed truer konflikt som i 2007, hvor redderne strejkede i en måned.
Redderne hos Falck har stemt nej til ny overenskomst. Det kan udløse strejke fra på søndag. (Arkivfoto.) Landets over 4.000 falckreddere har stemt nej til deres ny overenskomst. Dermed kan en konflikt på det vigtige område træde i kraft fra søndag.
Et flertal på 1.393 mod 863 forkastede aftalen. Det betyder, at situationen fra 2007 kan gentage sig.
Dengang strejkede redderne i godt en måned, før en aftale var på plads i slutningen af juni.
Har før stemt nej
Redderne hos Falck vragede også de nye overenskomster i 2000. Og i 3F's Transportgruppe kommer resultatet ikke helt bag på chefforhandler Søren Andersen.
- Konflikten kan starte på søndag. Nu skal der forhandles aftaler om nødberedskab på plads. Så får vi se, om det bliver muligt at få en ny forhandling om overenskomsten med Falck, siger Søren Andersen.
Den overenskomst, der nu er forkastet, følger i store træk resten af aftalerne på transportområdet. De blev stemt hjem i marts og giver blandt andet stigninger i timelønnen på 3,85 kroner over to år.
Her kan konflikten ramme
En konflikt blandt redderne er speciel. Området er alt for vigtigt til, at de kan nedlægge arbejdet alle sammen.
Ambulancerne og redningskøretøjer skal stå klar med mandskab, uanset om der er konflikt. Og de skal bemandes af falckreddere, der er undtaget fra strejke.
Til gengæld kan konflikten forventes at ramme Falcks transport af patienter, Falcks autohjælp samt skadeservice og lignende.