3F'erne sætter turbo på integration

Ved dannelsen af 3F blev det besluttet at mainstreame forbundets arbejde for ligestilling. Det vil reelt sige, at man skal overveje de ligestillingsmæssige konsekvenser i alt, man foretager sig. Hidtil har der været mest fokus på kønsmæssig ligestilling, men strategien gælder også etnisk ligestilling, understreger næstformand i 3F, Jane Korczak.

Og på det punkt må 3F siges at være i harmoni med medlemmerne, idet tre ud af fire erklærer sig helt eller delvist enige i, at 3F skal spille en aktiv rolle for at skabe ligestilling og bekæmpe diskrimination. Som det ses af figuren er meningerne lidt mere grumsede, når det gælder den hidtidige indsats. Men også på det punkt er der god overensstemmelse, idet det, ifølge Jane Korczak, helt klart har været et forsømt område i fagbevægelsen som sådan. Men det vil der blive sat turbo på efter sommerferien, forsikrer hun.

3F har anslået 36.000 medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk, men om et par måneder er forbundet klar med en ny undersøgelse, som skal kortlægge, hvor mange der er i de enkelte indvandrergrupper. Undersøgelsen skal blandt andet bruges til at finde ud af, hvor der skal sættes ind for få flere med i det faglige arbejde. Forbundets ligestillingsudvalg har til samme formål nedsat en arbejdsgruppe, hvor indvandrergruppen bliver rigt repræsenteret.