Rengørings-forhandlere på søndagsarbejde

OK07: Efter godt 13 timers forhandling blev 3F’s rengøringsforhandlere søndag morgen igen sendt hjem for at holde pause.

De rengøringsansattes forhandlere mødes med arbejdsgiverne søndag kl. 12 for endnu et forsøg på at få overenskomsten i hus. (Arkivfoto)De rengøringsansattes forhandlere mødes med arbejdsgiverne søndag kl. 12 for endnu et forsøg på at få overenskomsten i hus. (Arkivfoto)

Klokken godt fire søndag morgen sluttede 13 timers forhandlinger om en ny overenskomst på rengøringsområdet..

Ifølge forhandlingsleder Tina Møller Madsen har forligsmanden bedt arbejdsgiverne overveje nogle udspil, inden parterne igen mødes i Forligsinstitutionen i dag søndag klokken 12.

Rengøringsforhandlingerne, hvor modparten er både Servicebranchens Arbejdsgiverforening (SBA) og ISS/Dansk Industri, har nu stået på i 93 timer, hvoraf de 46 er foregået direkte med forligsmandens hjælp.

Hvad der skiller – eller samler – parterne – holdes fortsat inden for murene i Forligsen på Sankt Annæ Plads i København.