Politikere vender ordblind ryggen

Ordblinde Rasmus og hans mor rystede efter foretræde for Folketingets Uddannelsesudvalg - de fleste af politikerne gad ikke høre på dem. Nu prøver de Menneskerettighedsdomstolen.

Alle partier undtagen S og SF vendte bogstavelig talt ryggen til og gik, da ordblinde Rasmus Ravnborg og hans mor Helle tirsdag havde foretræde for Folketingets uddannelsesudvalg. (Foto: Jens Bach.)Alle partier undtagen S og SF vendte bogstavelig talt ryggen til og gik, da ordblinde Rasmus Ravnborg og hans mor Helle tirsdag havde foretræde for Folketingets uddannelsesudvalg. (Foto: Jens Bach.)

Alle partier undtagen S og SF vendte bogstavelig talt ryggen til og gik, da ordblinde Rasmus Ravnborg og hans mor Helle tirsdag havde foretræde for Folketingets uddannelsesudvalg. Skuffelsen er enorm, og de prøver nu at få sagen indbragt for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Rasmus Ravnborg tabte for nylig en sag i Højesteret om erstatning for utilstrækkelig undervisning i Folkeskolen. De havde glædet sig til at drøfte forskellige forslag til at forbedre ordblindes situation med folketingspolitikerne.

Politikerne gik bare

- Vi havde fået foretræde lige efter et samråd. Men politikerne gik simpelthen. Selv Marianne Jelved gik bare. Kun Christine Antorini (S) og Pernille Frahm (SF) blev og snakkede med os, og de var velforberedte. Utroligt, at resten ikke er interesserede i en så vigtig og principiel sag, siger Helle Ravnborg. Sammen med Rasmus stod hun op midt om natten i hjemmet i Skive for at nå frem i god tid. De var velforberedte og havde deres advokat og en række forslag med. - Det er så vigtigt for os, at der bliver gjort mere for alle de ordblinde børn, der bliver svigtet. Jeg havde forventet, at alle politikerne sad der, og drømte ikke om, at interessen kunne være så lunken, siger Helle Ravnborg.

Menneskerettighedsdomstol

Familien Ravnborg er nu via advokaten ved at undersøge mulighederne for at få sagen indbragt for Menneskerettighedsdomstolen, hvor man som borger kan klage over staten. - Rasmus' sag viser, at børn er retsløse. Højesteret anerkender i dommen, at specialundervisning og udredning var utilstrækkelig. Men konkluderer alligevel, at folkeskolen gør det godt nok. Problemet er, at loven er alt for vag, siger Helle Ravnborg.

Udvalgsformand: Beklageligt

Formanden for det 16 personer store Uddannelsesudvalg er Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti, der også glimrede ved sit fravær. - Jeg havde meldt afbud, fordi jeg var på kursus. Men jeg ville ønske, at jeg kunne svare på, hvor resten var henne. Det er beklageligt, for det er vigtigt med god repræsentation ved foretræde, siger Marlene Harpsøe.