Arbejdsskadet taber sag i Højesteret

Både speciallægen og Retslægerådet bakkede patienten op. Men nu har Højesteret bakket op om landsrettens afvisning af tennisalbue som en arbejdsskade. 3F er skuffet.

Dommerne i Højesteret har stadfæstet Vestre Landsrets afgørelse om ikke at anerkende tidligere testoperatør Bodil Fagerstrøms tennisalbue som en arbejdsbetinget lidelse.  (Arkivfoto)Dommerne i Højesteret har stadfæstet Vestre Landsrets afgørelse om ikke at anerkende tidligere testoperatør Bodil Fagerstrøms tennisalbue som en arbejdsbetinget lidelse. (Arkivfoto)

"Lidelserne begyndte to-tre uger efter en ny arbejdsfunktion med ret kraftfuld belastning og mange gentagelser. Lidelserne vurderes derfor som arbejdsbetinget". Sådan lød ordene fra en speciallæge med 30 års erfaring som arbejdsmediciner. Og der var opbakning fra landets ypperste eksperter i Retslægerådet, som ligeledes har fundet det sandsynligt, at arbejdet var skyld i lidelsen.

Alligevel fik den nu 54-årige Bodil Fagerstrøm ikke medhold, da Højesteret skulle afgøre, om de bevægelser, hun havde udført 1.500 gange om dagen som testoperatør, skulle være skyld i hendes tennisalbue. Retten valgte i stedet at stadfæste Vestre Landsrets dom fra 2005 om, at Ankestyrelsen er i sin ret til at vurdere, at lidelsen ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes arbejdet.

Gør det vanskeligt fremover

- Det er dybt ulogisk og uforståeligt. Det er klart dokumenteret, at der var en sammenhæng mellem arbejdet og lidelsen. Dommen kan kun ses som udtryk for, at det er utroligt vanskeligt at få anerkendt en sag, der ikke er opført på erhvervssygdomslisten, siger næstformand i 3F, Steen Andersen.

Han vurderer, at det fremover kan blive utroligt vanskeligt at få anerkendt sager ud fra betingelsen arbejdets særlige art, hvilket vil sige sager, der ikke direkte står opført på listen som skader, der er videnskabeligt dokumenteret med årsag i arbejdet.

Bodil Fagerstrøm slås stadig med sin tennisalbue, men er kommet videre. Hun er i dag ved at uddanne sig som social- og sundhedsassistent.