Tennisalbue skal op til Højesteret
3F går nu til Højesteret for at få medhold i en arbejdsskadesag, som både speciallæge, Retslægerådet og Den Sociale Ankestyrelse ville anerkende. Alligevel sagde Vestre Landsret nej.
Dommerne i Højesteret kommer nu til at afgøre, om Vestre Landsret tog fejl, da den nægtede at anerkende 52-årige Bodil Fagerstrøms tennisalbue som en arbejdsbetinget lidelse. Dommerne i Højesteret kommer nu til at afgøre, om Vestre Landsret tog fejl, da den nægtede at anerkende 52-årige Bodil Fagerstrøms tennisalbue som en arbejdsbetinget lidelse.
Speciallæge Sven Viskum, der har 30 års erfaring som arbejdsmediciner, konkluderer i sin vurdering af Bodil Fagerstrøms lidelse:
"Begge lidelser begyndte to - tre uger efter ny arbejdsfunktion med ret kraftfuld belastning og mange gentagelser. Lidelserne vurderes derfor som arbejdsbetinget."
Arbejdsmedicineren er desuden den eneste, der selv har prøvet de bevægelser, som Bodil Fagerstrøm gentog 1.500 gange om dagen, da hun som testoperatør arbejdede med at skille mobiltelefoner ad.
Men selv om hans vurdering og arbejdsbeskrivelse bakkes op af en anden speciallæge, og selv om landets ypperste eksperter i Retslægerådet ligeledes finder det sandsynligt, at arbejdet var skyld i lidelsen, valgte Vestre Landsret her i november overraskende at afvise, at der var tale om en arbejdsbetinget lidelse.
- Det skriger til himlen. Retten tilsidesætter alle erfarne specialister med en vurdering om, at lidelsen ikke udelukkede eller overvejende skyldes arbejdet. Men kvinden har aldrig fejlet noget før to-tre uger efter, hun fik nye arbejdsopgaver, så hvis lidelsen ikke skyldes arbejdet, hvad er det så? spørger forbundssekretær i 3F Ulla Sørensen.
Ude af trit med virkeligheden
Ulla Sørensen mener, at landsrettens dommere i denne afgørelse helt har mistet fornemmelsen for, hvad der foregår ude i virkeligheden. Med dommen frifandt de Den Sociale Ankestyrelse for at skulle anerkende lidelsen på grundlag af en forklaring fra styrelsens lægekonsulent, som aldrig har set Bodil Fagerstrøm.
- Vi rejser nu sagen ved Højesteret for Én gang for alle at få afgjort, hvor grænsen går mellem, hvad der er sandsynligt og overvejende sandsynligt i en sag, der opleves som dybt ulogisk og umenneskelig, siger Ulla Sørensen.
Bodil Fagerstrøm, der havde været ansat i firmaet uden problemer i fem år inden den nye arbejdsopgave, fik sin skade anmeldt af arbejdsgiveren i maj 2001.
I sin anmeldelse skriver arbejdsgiveren, at hun som testoperatør i virksomheden havde pådraget sig en arbejdsbetinget lidelse.
Den Sociale Ankestyrelse har heller ikke bestridt, at der er tale om en tennisalbue. Tværtimod finder de det hævet over enhver tvivl og betegner lidelsen som varig efter så lang tid uden bedring.
I dag kan Bodil Fagerstrøm kke selv løfte tungere gryder, og har vanskeligheder bare hun skal røre i dem med en ske.