Dit studiekort giver masser af rabatter

Der er masser af rabatter at hente, hvis du husker at vise dit studiekort, når du handler. Se, hvor du blandt andet kan spare penge, når du er studerende.

Mange frisører giver også studierabat. Du skal bare huske at vise dit studiekort. (Foto: Colourbox)Mange frisører giver også studierabat. Du skal bare huske at vise dit studiekort. (Foto: Colourbox)

Selvom der ikke er mange penge at rutte med som studerende, kan der faktisk være lidt penge at hente af samme grund. Der er nemlig mange steder, du kan få rabat, hvis blot du viser dit studiekort.

Og det gælder alt lige fra cafébesøg til computerkøb. Hos Apple kan du få 6 procent i rabat ved onlinekøb af forskellige produkter. Desuden er der utallige frisører, som giver op til 20 procent rabat på klipning og diverse.

Få rabat ved politiet

Og ikke nok med at du som studerende kan få rabatter på klip og kaffe, så giver politiet faktisk også studierabat på bøder. Her skal du dog søge om rabatten, men til gengæld kan bøden faktisk blive halveret.

Der er en række krav, som kan udløse rabatten. Bøden skal være udstedt af politiet, og så skal du selvfølgelig være studerende. Din årlige indkomst må ikke overstige 130.000, medmindre du kan føre bevis for, at din indkomst i sidste måned ikke oversteg 11.000 kroner.


Hvis du er så heldig at få din bøde halveret, skal du imidlertid være opmærksom på, at minimumsbeløbet uanset bødens oprindelige størrelse er 300 kroner.

Du kan hente en søgeblanket på din lokale politistation.

Rejs billigt

Hos DSB finder du også diverse studierabatter. Desuden udløser et studiekort også rabat på pendlerkort.

Et UddannelsesKort har en fast dagspris, som reguleres årligt. I 2011 er prisen 18,72 kroner pr. dag. Uanset hvor langt eller i hvor mange zoner, du rejser, udregnes prisen altid ud fra gældende dagspris. Der betales for samtlige dage kortet er gyldigt (inklusiv weekend, helligdage med mere)

Kortet kan købes fra folkeregisteradresse og til skole, og der kan ikke købes yderligere zoner til kortet. Læs mere på DSB's hjemmeside.

Et alternativ til toget er bussen. Her giver Linje 888 op mod 50 procent rabat på busture til studerende.