Ny EF-dom ventes med spænding

Endnu før bølgerne fra den såkaldte Vaxholm-dom har lagt sig, afsiger EF-domstolen onsdag endnu en dom, der kan give rystelser på det danske arbejdsmarked.

Sagen, der går under navnet Rüffert-sagen, handler om en tysk kommune, der i sit udbudsmateriale krævede, at bygherren skulle følge lokale tyske overenskomster. En polsk underentreprenør på byggepladsen levede ikke op til dette krav og blev derfor idømt bøder og truet med ophævelse af traktaten. Nu skal EF-domstolen tage stilling til, om en kommune i sit udbudsmateriale kan kræve, at nationale overenskomster skal overholdes. Sekretariatsleder i BAT-kartellet, Gunde Odgaard, kalder ifølge Ugebrevet Mandag Morgen sagen for meget vigtig, og han håber, at domstolen giver bystyret i Tyskland ret. Sker det ikke, vil arbejdsmarkedets parter i både Danmark og Sverige stå med nye udfordringer, og EU-analytikere forudser desuden, at en kendelse, der går den tyske kommune imod, vil gøre det vanskeligt for regeringen at få et ja ved de kommende folkeafstemninger om EU-forbeholdene. Sagen blev sendt til EF-domstolen i 2006, og en stribe regeringer har siden lagt et godt ord ind for, at den tyske kommune bør vinde sagen. Polen og Europa-Kommissionen har derimod slået på, at tyskerne bør tabe sagen. Herhjemme siger Gunde Odgaard, at der findes ILO-bestemmelser, der siger, at myndigheder gerne må stille krav om, at overenskomster skal overholdes. ”De ILO-regler er faktisk ældre end hele EU-samarbejdet og har været gældende siden 1956. Det, reglerne siger, er, at udbudsmaterialet skal være tydeligt, gennemskueligt og ens for alle. De må ikke laves, så det er særligt fordelagtigt for f.eks. danske virksomheder. Men der må gerne være krav om opfyldelse af nationale overenskomster,” siger Gunde Odgaard. Han tilføjer, at dansk fagbevægelse vil stå ringere, hvis Rüffert-sagen går imod den tyske kommune. ”Det vil give ny næring til de skeptikere, som mener, at EU blander sig i det danske arbejdsmarked og gøre hele EU-diskussionen sværere. Også den om forbeholdene,” siger Gunde Odgaard.