Danskere til VM for tjenere og kokke
Hotel og restauration for første gang med til WorldSkills - håndværksfagenes verdensmesterskab i Canada til september.
Koncentration i køkkenet. I første omgang ved DM, men for en kok eller tjener fra gårsdagens DM i Bella Center er en spændende og krævende rejse til Canada også hjemme. (Foto: Harry Nielsen.) En længe næret drøm for 3F's hotel- og restaurationsfolk går nu i opfyldelse. En kokke- eller tjenerelev vil i september forsvare de danske farver i konkurrence med 47 andre lande.
Det sker i Calgary i Canada ved WorldSkills, som er håndværksfagenes VM.
- WorldSkills er stedet, hvor erhvervsuddannelserne profilerer sig. Derfor har vi i mange år gerne villet vise verden, hvad vore kokke og tjenere kan, siger forhandlingssekretær Preben Rasmussen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
12 skal dyste om udtagelse
Inden der kommer navn på billetten til Canada, skal den heldige igennem et nåleøje. De i alt 12 placerede i dette års DM for tjener- og kokkeelever i Bella Center i København inviteres til en udtagelseskamp 28. marts i København, hvorefter et stort træningsprogram går i gang.
Sammen med deltageren skal Danmark også stille med en dommer. Vinder en tjener udtagelsen, bliver det forhandlingssekretær Kenneth Novak, der også var overdommer ved DM i går.
- Vi så unge fagligt dygtige mennesker med stor udstråling og charme. Og unge, der er parate til at tage ansvar. Så jeg vil i givet fald glæde mig til at være med i Canada. Men vores svaghed er selvfølgelig, at vi ikke har deltaget før.
I 3F-regi har det hidtil kun været murerne, der har deltaget i WorldSkills. Det gjorde de første gang i 1999.