3F'erne pendler i stor stil

Hver tredje beskæftigede 3F'er får befordringsfradrag. Sjællænderne pendler mest mellem hjemmet og jobbet.

92.280 3F'ere fik i 2006 befordringsfradrag, da de dagligt havde mere end 24 kilometer mellem bopæl og arbejde. Det svarer til cirka hver tredje 3F'er, der er i arbejde.

I gennemsnit fik 3F-pendlerne 13.257 kroner i fradrag for kørsel.

Det viser en undersøgelse, som firmaet Kaas & Mulvad har lavet for Fagbladet 3F. Tallene er opgjort af Danmarks Statistik ud fra medlemmernes skatteoplysninger.

På landsplan får de sjællandske 3F'ere de største befordringsfradrag.

3F'erne tager bilen på arbejde

Udover cyklen er det bilen, der scorer højest på listen over 3F'ernes foretrukne transportmidler.

En spørgeundersøgelse blandt 800 3F'ere i Fagbladets webpanel viser, at hele 62 procent af medlemmerne tager bilen på arbejde.

Det er kun en lille brøkdel, der vælger at hoppe på toget eller tage bussen. Og over halvdelen af de adspurgte ser ikke offentlig transport som et muligt alternativ til bilen.

56 procent mener ligefrem, at det vil forlænge deres transporttid mellem arbejde og hjem, hvis de skulle skifte bilen ud med tog eller bus.