Skamstøtte rystede ikke Støjberg
Inger Støjberg lyttede til arbejdsløse bygningsarbejdere, der rejste skamstøtte foran Beskæftigelsesministeriet
Murersvend Johnny Mathiasen forklarede beskæftigelsesminister Inger Støjberg, at det er skidt for samfundet, når bygningsarbejdere går ledige, mens der er masser af tage fat på. (Foto: Harry Nielsen.) Arbejdsløse bygningsarbejdere rejste mandag eftermiddag en skamstøtte over regeringens beskæftigelsespolitik. Fra den midlertidige talerstol foran Beskæftigelsesministeriet på ladet af en lastbil blev budskabet om en regering, der kun tænker på banker og spekulanter og glemmer den eksplosivt voksende skare af ledige, brølet helt over på den anden side af kanalen til Christiansborg.
Det forskrækkede dog ikke den ny beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mere end, at hun kom ud for at tale med de ledige og fagforeningsrepræsentanterne.
Murersvend Johnny Mathiasen fik så lang en snak med den ny beskæftigelsesminister, at hendes embedsmænd flere gange måtte gøre hende opmærksom på, at nye aftaler ventede.
- Jeg fortalte hende, at regeringens passivitet koster arbejdspladser, og at det ikke kun giver job i byggeriet ved at sætte gang i offentlige investeringer, men at der kommer mange andre grupper i arbejde, når håndværkere er i arbejde. Og så fortalte jeg hende, hvor dårlig en forretning det er for Danmark, at man tillader underbetalte østarbejdere, som ikke betaler skat, mens danske bygningsarbejdere går hjemme på dagpenge. Hun lyttede, og vi udvekslede holdninger og blev ikke enige, men det er rart, at vi nu tilsyneladende har fået en minister, der gerne vil lytte, og at det var flot, at hun kom ud for at snakke med os, sagde Johnny Mathiasen.
3F: Masser at tage fat på
Forinden var Inger Støjberg og regeringen blevet beskyldt for ikke at fatte omfanget af krisen.
Henrik Lippert, formand for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening med over 600 ledige bygningsarbejdere, opfordrede regeringen til at handle over for den stigende ledighed med samme nidkærhed, som når det gælder den finansielle sektor.
- Der er masser at tage fat på. Man kunne begynde med at fjerne jerngrebet om kommunerne, og man kunne i den grad sætte gang i investeringer på energi- og klimaområdet. I stedet spiller man hasard med vores fremtidige velfærd, sagde Henrik Lippert.
Inger Støjberg blev også tilbudt at tale til forsamlingen af ledige, men det sagde hun nej tak til.