Stor illegal-sag igen udsat
Straffesag mod stor svineproducent for brug af illegale polakker afbrudt og udsat efter få timer. Sagerne om illegal arbejdskraft tages ikke alvorligt nok, mener 3F.
Politiet anholdt i november 2001 syv polakker og en litauer, der arbejdede illegalt på denne gård i Stouby ved Horsens – en ud af 10 adresser i det østjyske, hvorfra Søren Mønster Sørensen drev firmaer inden for primært svine- og minkproduktion. (Palle Peter Skov) Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet, [email protected]
En forholdsvis enkel sag om brug af ni illegale polakker gik onsdag formiddag endelig i gang i Retten i Brædstrup efter tre år og tre måneders ventetid. Blandt andet fordi sagen i lang tid samlede støv hos politiet.
Men efter blot to timer udsatte dommeren sagen, fordi der efter rettens skøn mangler oplysninger om blandt andet løn i sagen.
På anklagebænken sad en af landets største svineproducenter Søren Mønster Sørensen fra Rask Mølle og hans søn Rasmus.
Straffesagen blev sidst udsat i juni 2004, fordi forsvareren den gang manglede oplysninger i sagen fra Udlændingestyrelsen.
Overfladisk behandling
Faglig sekretær i 3F Jonny Wyrtz havde set frem til, at der endelig ville falde en dom. Han stod bag anmeldelsen i 2001, der førte til politirazzia og anholdelser i oktober 2001 på en række af svineproducentens gårde på Samsø og i Jylland.
- Efter så lang ventetid afbrydes sagen efter to timer, fordi man mangler banale oplysninger. Så er der altså noget galt. Det forstærker desværre mit indtryk af, at det her er en type sag, der ikke bliver taget særlig alvorligt. Det er overfladisk og for ringe, pointerer Jonny Wyrtz.
Indrømmer skyld
Søren Mønster og hans søn er tiltalt for i ni tilfælde at have ansat illegale arbejdere fra Polen. Og far og søn indrømmede i retten, at en række af polakkerne havde arbejdet uden de nødvendige tilladelser. Men de pointerede, at det skyldtes langsommelig sagsbehandling i udlændingestyrelsen og hævdede derfor, at de var i god tro.
Forsvareren kræver frifindelse, anklageren kræver bødestraf. Men anklageren nåede ikke at fremsætte sit bødekrav, da forsvareren satte spørgsmål ved de lønberegninger, der ligger til grund for sagen. Det var hovedsagligt det punkt, der betød udsættelse.
Forstår ikke tvivl
3F har på politiets anmodning beregnet, hvad en dansk ansat skulle have for det samme arbejde som polakkerne. Forsvaret mener lønnen er for højt sat, og det er afgørende i forhold til bødestørrelsen. Jo større økonomisk vinding, jo større bøde.
Jonny Wyrtz forstår ikke, der stilles spørgsmålstegn ved lønberegningerne.
- SiD har lavet beregningerne ud fra gældende overenskomst på området, og der er ikke noget at diskutere. Hvis andre skulle komme til et andet resultat, er de galt på den, siger han.
Der ventes at gå flere måneder, før sagen genoptages.