Bankbog var fribillet til Danmark

Giganthul i østaftale stod åbent i tre måneder. Nu kommer ministre til at stege i sagen.

Fagbladet afslørede i august et stort hul i de overgangsordninger, som Folketinget har indført for østeuropæisk arbejdskraft.

Hullet, der i praksis gav fri adgang til det danske arbejdsmarked uden nogen kontrol, er nu blevet lukket.

Udlændingestyrelsen har sendt nye retningslinjer ud til statsamterne, der administrerer reglen, som det handler om: "Egne midler", kaldes den.

EU-borgere skal blot bevise overfor statsamtet, at de har penge på lommen, så får de opholdsbevis og er fritaget for at søge arbejdstilladelse. I praksis ved at vise et kontoudtog med minimum 5.800 kroner for hver måned, de vil arbejde.

Men det er altså slut nu. Fremover skal østeuropæere søge arbejdstilladelse efter østaftalens restriktive bestemmelser, hvor kravet blandt andet er ansættelseskontrakt på fuldtid på danske vilkår.

Cirka 25 østeuropæere nåede at komme ind i landet via statsamterne, før fejlen efter Fagbladets afsløring blev rettet af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) - men de får lov at arbejde videre.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) fralægger sig ansvaret for fejlen, og placerer det i Udlændingestyrelsen, som dermed underkendes. Styrelsen lagde nemlig hovederne i blød i flere måneder, før de i juni gav statsamterne besked om, at de nye EU-borgere var fritaget for at søge arbejdstilladelse - også østeuropæere - hvis de kunne forsørge sig selv.

Lederen af Udlændingestyrelsens Opholdskontor, underdirektør Inge Bruun Thomsen, afviser, at østhullet kan lukkes og henviser til bestemmelserne i flere EU-traktater.

- Den opfattelse fastholder jeg. Men jeg har taget ministeriets afgørelse til efterretning og retter ind efter den, siger hun.

Både S og SF kritiserer regeringen skarpt og afventer en tilbundsgående redegørelse fra beskæftigelsesministeren 26. august, hvor østaftalens forligspartier holder møde. Blandt andet vil SF have Bertel Haarders rolle kulegravet.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) fralægger sig ansvaret.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) må komme med en redegørelse.