3F klar til voldgift mod Scandlines
Overvågningsanlæg på Scandlines-færger pillet ned efter strejke blandt cafeteria- og restaurationsansatte. 3F vil ikke acceptere overvågning af ansatte.
3F gør klar til en voldgift mod Scandlines for at få afklaret, om selskabet har ret til at overvåge deres ansatte. (Arkivfoto.) De ansatte i cafeteriaer og restauranter på de to Scandlines-færger mellem Gedser og Rostock gik søndag i en kortvarig strejke.
Strejken skyldes ifølge Bent Moos, konsulent i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, at der pludselig var opsat overvågningskameraer på færgerne.
Kameraerne blev sat op, fordi ledelsen påstår, at tjenerne på færgerne er tyvagtige. Men overvågningen blev efter strejken straks taget ned igen. Ledelsen erkendte, at der var tale om en brøler, da der allerede var aftalt et møde tirsdag den 10. marts med 3F om problemstillingen.
På mødet skal påstandene om tyverierne drøftes med tillidsfolkene på færgerne og 3F.
3F gør klar til voldgift
- Færgeledelsen påstår, at den har mange eksempler på, at tjenerne stjæler, og vi har holdt organisationsmøde med arbejdsgiverne om sagen. For vi har ikke set nogen som helst dokumentation og mener ikke, at overvågningen er sagligt begrundet. Den er meget krænkende for tjenerne, siger Bent Moos, der er overbevist om, at Scandlines stadig vil insistere på overvågningen.
- Vi har derfor her til morgen oplyst til Scandlines, at vi gør klar til en voldgift for at få afklaret sagen, siger Bent Moos.
- For mig at se er ledelsens reaktion ekstra uheldig i den krisesituation, Scandlines befinder sig i, og hvor man gerne vil have de ansatte til at se væk fra, at de har en beskæftigelsesgaranti.
De strejkende tjenere fik opbakning til deres protest fra både kokke og medhjælpere.