Stor stigning i menneskehandel til tvangsarbejde

Den beskidte rengøring: Antallet af sager om menneskehandel til tvangsarbejde er steget markant. Stigningen skyldes øget opmærksomhed fra myndighederne, lyder forklaringen.

Rumænske Vasile Stoica og hans familie måtte sove i chefens kælder præget af rottelort, da familien arbejdede op til 19 timer i døgnet som rengøringsfolk på nordsjællandske skoler. Rumænske Vasile Stoica og hans familie måtte sove i chefens kælder præget af rottelort, da familien arbejdede op til 19 timer i døgnet som rengøringsfolk på nordsjællandske skoler.

Antallet af konkrete sager om menneskehandel til tvangsarbejde herhjemme er i løbet af tre år steget fra en enkelt sag om året til i gennemsnit en sag om måneden.

I hele 2009 var der kun en enkelt sag, hvor en person af myndighederne blev identificeret som offer for menneskehandel til tvangsarbejde. Alene i de første fem måneder af 2012 har myndighederne afgjort fem sager om menneskehandel til tvangsarbejde.

Stigningen skyldes primært, at myndighederne er blevet bedre til at opdage ofre for menneskehandel. Det forklarer koordinator ved Center Mod Menneskehandel Gitte Tilia.

- Jeg tror, at stigningen skyldes, at vi kigger mere systematisk efter indikatorer på menneskehandel, siger hun til Fagbladet 3F.

Ofre kan være overset

Gitte Tilia kan ikke udelukke, at myndigheder og fagforeninger de foregående år, har overset ofre for menneskehandel.

- Det kræver, at man har en bevidsthed om, hvad der er indikatorer på menneskehandel, før man kan opdage potentielle ofre. Den enkelte myndighed kigger kun på, hvad der er inden for deres område. Skat må for eksempel ikke spørge, om folk har deres ID-papirer, hvilket kan være et tegn på mulig menneskehandel, siger hun.

Større fokus på tvangsarbejde

Fagbladet 3F kunne fredag afsløre, at familien Stoica fra Rumænien forsøgte at stikke af fra den chef, som udnyttede dem i rengøringsbranchen. Men politiet sendte familien direkte tilbage til arbejdsgiveren.

International ekspert i bekæmpelse af menneskehandel Anders Lisborg mener, at politipatruljen i den konkrete sag ikke har været klædt godt nok på til at klare opgaven. Han mener, at det skyldes, at der igennem de seneste par år har været størst fokus på menneskehandel til prostitution og mindre fokus på menneskehandel til tvangsarbejde.

Patruljen kunne have kontaktet eksperter fra politiet Nationale Efterforskningscenter (NEC), hvis de havde opdaget tegnene på menneskehandel, mener eksperten.

- Derudover bør Center mod Menneskehandel kontaktes, så de kan følge op og yde direkte støtte til ofrene, siger Anders Lisborg, som er ansat på International Center for Migration Policy Development.