Flere boede i rottereden
Uhumsk villa i Helsingør husede adskillige andre rumænere, der gjorde rent i tøj fra Forenede Service.
Det var et rystende syn, der mødte politiet, da det fandt familien Stoica i Helsingør. Rottelort. Toiletpapir med afføring på, fordi toilettet ikke kunne skylle ud. (Foto fra politirapporten.) Det var ikke kun familien Stoica og et par andre rumænske rengøringsfolk, som boede i huset på Montebello Allé 35 i Helsingør.
Adskillige andre rumænere, der gjorde rent for Forenede Sevice via underleverandører, har også levet i på adressen. Huset var “præget” af rottelort samt en kraftig stank af madrester og menneskelig afføring, viser politiets rapport fra juni 2011.
44-årige Traian Butuc boede på adressen Montebello Allé 35 - mens han i 2010 var direkte ansat af Forenede Service. Det fremgår af firmaets kontrakt med rumæneren. I kontrakten står der, at han skulle gøre rent på Holmegårdsskolen og Egedalsskolen i Kokkedal. Ifølge Traian Butuc blev han dog også sendt på arbejde på offentlige institutioner i Gilleleje sammen med sin hustru og deres to sønner.
Traian Butuc oplyser, at familien boede sammen med flere andre på stueetagen i huset i Helsingør, der delvist var ejet af Forenede Services underleverandør Jimmy Nika og hans bror David Nika.
- Vi var ti personer, og der var kun et toilet, siger Traian Butuc.
- Det var en katastrofe, konstaterer han og fremviser sin jakke med Forenede Services logo.
Kælder brugt i månedsvis
Allerede i januar 2010 blev huset på Montebello Allé 35 benyttet af rumænske rengøringsfolk. Det fortæller 38-årige Claudia Ambrus og 30-årige Cristian Stoica, der levede i husets kælder. Parret blev hentet til Danmark af familien Nika for også at gøre rent på offentlige skoler.
- Vi sov på gulvet. Vi havde ikke senge, siger Cristian Stoica.