Få bøder til virksomheder der skjuler ulykker

Virksomheder som undlader at anmelde arbejdsulykker går stort set altid fri. De seneste ti år er der kun rejst krav om bøder i 17 sager til beløb på højest 3.000 kroner.

Doris Nielsens arbejdsulykke blev aldrig anmeldt af virksomheden. Det har kostet hendes en erstatning på 2 millioner kroner. Virksomheden slipper for bøde på grund af forældelsesfrist. (Foto: Henrik Bjerregrav)Doris Nielsens arbejdsulykke blev aldrig anmeldt af virksomheden. Det har kostet hendes en erstatning på 2 millioner kroner. Virksomheden slipper for bøde på grund af forældelsesfrist. (Foto: Henrik Bjerregrav)

Ifølge Arbejdstilsynet er der årligt op mod 50.000 arbejdsulykker, som aldrig bliver anmeldt. Det kan koste ofrene dyrt. Men arbejdsgiverne, som overtræder loven om at anmelde ulykkerne inden for et år, slipper næsten altid fri.

De seneste ti år har politiet kun rejst krav om bøde i 17 sager. Og Bøderne, har ligget på 2.000 til 3.000 kroner. Hvorvidt det har en afskrækkende effekt, vil faglig chef i Arbejdsskadestyrelsen Merete Roos nødigt ind på.

- Det vil blive rent gætværk. Men muligheden er vigtig. Arbejdsgiverne ved, at overholder de ikke fristerne, så er der en konsekvens. De risikerer en bøde. Og så bliver bøderne i øvrigt også større i gentagelsestilfælde.

Mange sager bliver forældet

Når antallet af bøder ikke er større, skyldes det ifølge Merete Roos flere forhold. Dels at politiet har en to års forældelsesfrist fra ulykkestidspunktet. Det betyder, at mange sager er forældede allerede inden overtrædelsen opdages, og der kan rejses krav mod arbejdsgiveren. Endelig er der hensynet til ressourcer.

Arbejdsskadestyrelsen og politiet vil kun bruge tid på at rejse krav om bøder i sager, hvor skadelidte er gået glip af erstatning. Og her er reglerne lempet for ulykker, der er sket efter 1. juli 2007.

- Det skete for at sikre skadelidte erstatning. Så for de ulykker vil vi altid dispensere, hvis de er anmeldt efter den 1-årige frist. Forudsat, der er påvist en arbejdsulykke med følger, som giver ret til erstatning.