Uanmeldt arbejdsskade kostede Doris 2 millioner

Doris S. Nielsens arbejdsgiver anmeldte aldrig hendes arbejdsulykke, selvom de har pligt til det. Det har kostet hende en erstatning på to millioner kroner.

Doris S. Nielsen er opereret for diskusprolaps, og der er fjernet arvæv, der menes at stamme fra ulykken i 2006. Hun er i dag visiteret til fleksjob og på smertestillende medicin. (Foto: Henrik Bjerregrav)Doris S. Nielsen er opereret for diskusprolaps, og der er fjernet arvæv, der menes at stamme fra ulykken i 2006. Hun er i dag visiteret til fleksjob og på smertestillende medicin. (Foto: Henrik Bjerregrav)

"Jeg fik et knæk i ryggen" skrev Doris S. Nielsen efter at have bakset med 22 kilo tunge europaller. Men selv om virksomhedens interne blanket er underskrevet af to personer fra ledelsen, og hun siden blev flyttet til lettere arbejde og måtte melde sig syg, anmeldte Amcor Flexibles aldrig hendes ulykke. Da hun fandt ud af det, var fristen for anmeldelse overskredet.

Det har ifølge 3F kostet hende en erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen på cirka to millioner kroner.

- Med de penge kunne jeg have haft det godt. Så havde jeg været fri for at bede mine børn og svigerbørn om hjælp. Og firmaet, der er skyld i det hele, slipper fuldstændig fri.

Tusindvis af skjulte ulykker

Selv om virksomheder ifølge loven har pligt til at anmelde arbejdsulykker, er der ifølge Arbejdstilsynet op mod 50.000 ulykker om året, der aldrig bliver anmeldt. Og det får miljøkonsulent i 3F Palle Larsen til at advare.

- Doris sag viser, at det kan koste dyrt at stole på nok så gode virksomheder. Får man ikke i løbet af kort tid en kvittering på, at ulykken er anmeldt, skal man gå til sin fagforening, råder han.

3F overvejer at rejse sag

Amcor Flexibles har ikke ønsket at udtale sig i Doris sag, og 3F overvejer nu at rejse et erstatningskrav.

- Der er sager, hvor arbejdsgiveren er blevet dømt. Men de er svære at vinde. For modparten vil altid kunne hævde, at man også selv har mulighed for at anmelde en ulykke, siger advokat i 3F Jena Juul Holm.

51-årige Doris er i dag visiteret til fleksjob fire timer om dagen. Efter de faste udgifter har hun 1.700 kroner at leve for om måneden.