Få dagpengetruede reddes af nyt genoptjeningskrav

Et sænket krav til genoptjening af dagpengeretten kan kun redde hver femte af de ledige, der er på vej ud af dagpengesystemet, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeren.

i 3FA vil et sænket genoptjeningskrav endda ikke kunne redde hver femte af de langtidsledige, mener Morten Kaspersen. (Arkiv)i 3FA vil et sænket genoptjeningskrav endda ikke kunne redde hver femte af de langtidsledige, mener Morten Kaspersen. (Arkiv)

Langt størstedelen af de langtidsledige, der risikerer at miste dagpengeretten i 2013, kan ikke reddes af et sænket krav om genoptjening af dagpengeretten. Det viser et nyt svar fra Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister, til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Omkring 20 procent af de ledige, der er på vej ud af dagpengesystemet, vil kunne genoptjene retten, hvis kravet var 26 ugers arbejde i stedet for 52 uger som nu. Det svarer til mellem 1.800 og 3.200 personer ud af de 9.000-16.000, som ministeren mener, vil miste dagpengene i 2013.

I 3F's Akasse mener forretningsfører Morten Kaspersen, at det tal endda er for højt sat.

- Hos os er det måske kun hver tiende af de langtidsledige, der kan genoptjene dagpengene med et krav om 26 ugers arbejde. De fleste af vores ledige har alt for få arbejdstimer, siger Morten Kaspersen.

 

EL: Aktivering skal tælle med

Spørgsmålet til ministeren var stillet af Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

- En femtedel er et stykke af vejen, men det er ikke nok. Derfor skal alle timer i private og offentlige tilskudsjob - altså aktivering - tælle med i genoptjeningskravet, mener Christian Juhl.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil det betyde, at meget få ledige vil miste dagpengeretten i 2013.

- Det vil være nødvendigt at kombinere de to ting - og også gerne timer i uddannelse og jobrotation. Ellers kommer vi ikke i mål, siger Christian Juhl.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har i øvrigt sendt breve ud til over 30.000 ledige, som er omfattet af akutpakken. Derfor kan ministeriets skøn på 9.000-16.000 ledige, der risikerer at miste dagpengene, være alt for lavt.