Dansk kritik af Verdensbanken
Enhedslisten har kaldt udviklingsministeren i samråd, fordi Verdensbanken fortsat gør lande med undertrykkelse af arbejdsvilkår til rollemodeller. Ministeren er enig i kritikken.
Verdensbanken mener, at Kina og Colombia er forbilleder på arbejdsmarkedet.
Det giver dansk kritik. (Foto: Søren Zeuth) Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bliver nu bedt om at redegøre for, hvad hun hidtil har gjort og nu vil gøre for at få Verdensbanken til at respektere arbejderrettigheder, når banken laver sin årlige analyse af erhvervsklimaet i alle verdens lande, samt om det skal have konsekvenser, hvis banken fortsætter sin linje.
I den seneste rapport "Doing Business 2008" bliver lande som Colombia, Kina og Saudi-Arabien nævnt som eksempler på lande, der har gjort fremskridt og gjort det lettere at lave forretning og starte virksomhed. Det er samtidig lande med massiv undertrykkelse af basale arbejdstagerrettigheder.
Verdensbanken har siden 2003 med sit magasin Doing Business lavet ranglister over de mest investeringsvenlige lande. Der er blandt andet også ranglister over de mest reformivrige. Her er den tidligere Sovjetrepublik Georgien en højdespringer. Ifølge den faglige verdensinternationale ITUC indebærer de såkaldte reformer blandt andet mulighed for afskedigelse af arbejdere uden grund og mulighed for arbejdsgivere for at annullere kollektive aftaler.
Skal have konsekvenser
SF og Enhedslisten stillede sidste år spørgsmål til Ulla Tørnæs om Verdensbankens kriterier for at rangere landenes erhvervsklima uden hensyn til grundlæggende ILO-konventioner. Hun oplyste dengang, at man fra dansk side har presset på for at få en revision af indikatorerne.
Da det åbenbart ikke har gjort indtryk på Verdensbanken, har Enhedslisten nu bedt ministeren komme i samråd i Folketingets Udenrigsudvalg for at kommentere Verdensbankens optræden og om, hvilke konsekvenser det skal have, hvis Verdensbanken fortsætter med at kalde lande med de ringeste arbejdsvilkår for de bedste at investere i.
- Når selv regeringen er enig i, at det er helt forkerte kriterier Verdensbanken bruger, og når banken på et forkert grundlag berømmer og fremhæver lande, hvor arbejdstagerrettighederne er i bund og tilmed forringes, så må en fortsættelse af Verdensbankens linje føre til den konsekvens, at der skæres i det danske engagement i Verdensbanken, mener folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen.
- Hvis Danmark trækker penge ud af Verdensbanken og bruger midlerne til FN-organer som ILO, der er opbygget for at fremme bedre vilkår på arbejdsmarkedet, vil det være en aktion, der giver genlyd. Kommer ministeren ikke med andet end pæne ord, som det er sket før, kommer der jo ingen ændring i Verdensbankens promovering af lande, der har de absolut ringeste vilkår for de ansatte, siger Frank Aaen.
Ministeren vil gøre nyt forsøg
Ulla Tørnæs er skuffet over, at Verdensbanken ikke har revideret indikatorerne.
- Vi er skuffede over, at årets udgave ikke afspejler de forsikringer, som vi i flere omgange har fået fra bankens ledelse, siger hun til dagbladet Information. Hun oplyser, at hun igen vil anbefale Verdensbanken at anvende kriterier, der ikke efterlader tvivl om tilslutning til ILO's konventioner.
Verdensbanken er verdens største investor i de fattigste lande og har gennem krav til långivning enorm indflydelse på de enkelte landes økonomi og politik.