Underbetaling af elev koster havefirma 93.000 kroner

Unge bliver snydt: Gentofte Haveservice har netop efterbetalt godt 93.000 kroner til anlægsgartnerelev, som blev snydt for løn og pension.

- Som lærling er man ret svag i forhold til sin arbejdsgiver. Derfor var jeg glad for at have 3F i ryggen, så jeg ikke skulle have styr på alle reglerne og selv klare forhandlingerne, siger Christopher Kruuse Eriksen, som netop har fået 93.400 kroner efter en faglig sag mod sin tidligere arbejdsgiver. (Privatfoto)- Som lærling er man ret svag i forhold til sin arbejdsgiver. Derfor var jeg glad for at have 3F i ryggen, så jeg ikke skulle have styr på alle reglerne og selv klare forhandlingerne, siger Christopher Kruuse Eriksen, som netop har fået 93.400 kroner efter en faglig sag mod sin tidligere arbejdsgiver. (Privatfoto)

29-årige Christopher Kruuse Eriksen modtog forleden en check på 93.400 kroner. Pengene kom fra hans tidligere arbejdsgiver, Gentofte Haveservice, som havde betalt ham for lidt i løn samt snydt ham for pension.

3F Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København førte sagen for den unge 3F'er.

- Jeg er tilfreds med forliget. For det er en uskik og misforståelse, når arbejdsgivere bare afkorter elevers arbejdsuge og sender dem hjem uden at betale løn for 37 timer om ugen, siger faglig sekretær Flemming Grønsund.

- Her er der tale om en uorganiseret arbejdsgiver, som tilsyneladende ikke har sat sig ind i reglerne for elever. Og det må virksomheden så betale for, siger han.

Elev: Lettet og glad

Christopher Kruuse Eriksen blev i april 2010 ansat som voksenelev hos Gentofte Haveservice. For firmaet med adresse i Charlottenlund lagde han fliser, slog græs, klippede hæk samt ryddede sne om vinteren. Eleven blev – uden løn – sendt tidligt hjem om vinteren, når dagens snerydning var overstået. Den manglende betaling fik Christopher Kruuse Eriksen til at gå til 3F for at høre om reglerne.

- Det kom som en stor overraskelse, da 3F fortalte mig, hvor mange penge jeg havde til gode. Jeg har kendt Karsten fra Gentofte Haveservice og hans familie i omkring 15 år og følte mig fair behandlet. Jeg kan ikke forestille mig, at han har forsøgt at snyde mig med vilje, siger han.

- Jeg er super lettet og meget glad for, at sagen er afsluttet, siger Christopher Kruuse Eriksen.

Betaling frem for dyr sag

Medejer af Gentofte Haveservice Karsten Thomsen oplyser, at han ikke har haft tid eller lyst til at se på, hvor meget eleven har været hjemsendt. Og hvor meget eleven selv har valgt at gå hjem på grund af vejret, eller fordi han skulle noget med sin familie.

- Det gider jeg slet ikke gå ind i. Det vil være omstændeligt at føre bevis for. Men det har ikke været ond vilje fra min side, siger Karsten Thomsen.

- Jeg har valgt at følge rådet fra vores advokat og afslutte sagen. Det kunne bedre betale sig end at føre en sag, siger Karsten Thomsen.