Nordjysk kvægbonde snød elev for 33.000 kroner
Unge bliver snydt:
Ung, kvindelig landbrugselev knoklede mange timer i stalden hos landmand, der snød hende for betaling for overarbejde. Eleven har fået efterbetalt godt 33.000 kroner efter faglig sag.
En 20-årig landbrugselev har fået efterbetalt 33.000 kroner for manglende betaling for overarbejde, da eleven passede køer hos en landmand i Nordjylland. (Arkivfoto) 20-årige Tina Tjell har fået efterbetalt godt 33.000 kroner. Det skyldes, at hun blev snydt for løn og feriepenge for overarbejde, mens hun var landbrugselev hos landmand Johnny Hansen, som har gården Lilholt nær Hjørring.
Arbejdsgiveren har betalt beløbet efter et forlig med 3F, der havde rejst en faglig sag på vegne af den unge kvinde.
- Elever skal ikke arbejde så meget som vores medlem Tina har gjort. Det er helt grotesk og må slet ikke foregå. Tina er blevet brugt som decideret billig arbejdskraft, siger Brian Andersen, faglig sekretær hos 3F Midtvendsyssel.
Malkede tre gange i døgnet
Tina Tjell begyndte i juni 2010 som elev hos landmand Johnny Hansen. Hun fortæller, at hun passede kalve i de første tre måneder af sin læretid hos ham. Derefter bestod hendes arbejde i at passe malkerobotter.
3F'eren fortæller, at hun sommetider var på arbejde tre gange i døgnet, når robotterne malkede gårdens mere end 400 køer. Dagens første vagt begyndte klokken 04.15, mens dagens sidste kunne slutte klokken 22.30, beretter Tina Tjell.
- Det var hårdt arbejde. Når vi havde vagt i weekenderne, lavede vi stort set ikke andet end at arbejde, spise og sove. Nogle gange var vi så trætte, at vi gik i seng uden at spise, siger hun.
Landmand: Betaling med goder
Landmand Johnny Hansen føler sig dårligt behandlet i den konkrete sag. Han oplyser, at elevens overarbejde blev betalt med goder ifølge en mundtlig aftale.
- Jeg havde fordelspakker til elever på 70.000 kroner før skat. Men jeg har taget alle goder væk fra elever i dag. Nu kører det fuldstændig efter tariffen. Det er der rigtig mange elever, der er kede af, siger Johnny Hansen.
Hvad er det for goder?
- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er sådan nogle, som er gode for eleverne. Der er nogle skattemæssige fordele, siger han og gør opmærksom på, at hans elever nu kun arbejder 37 timer om ugen.