Gigtramte Anne tvunget i arbejde
To timer, siger lægen, at Anne kan arbejde. Nej, siger kommunens jobcenter, der har tvunget Anne ud i fuldtidsjob.
Annes ryg skal skånes, men den slags job findes ikke i den kantine, hvor hun arbejder. Derfor arbejder hun nu - trods store smerter - på fuld tid. (Foto: Harry Nielsen) Kantinemedhjælper Anne, 55, fra Rødovre er faldet i et hul i loven.
Det drejer sig om den nye sygedagpengelov. I den optræder et nyt skema: en mulighedserklæring.
Formålet med skemaet er at undgå, at for mange sygemeldte ryger helt ud af arbejdsmarkedet. Men på grund af mulighedserklæringen er Anne havnet i en klemme.
Hun har alvorlig gigt i ryg og knæ og kan kun arbejde et par timer om dagen. Det er både hun selv, arbejdsgiveren og lægen enige om. Men Jobcentret i Rødovre har underkendt den erklæring, de tre parter har udfyldt.
Kantinekæden Eurest, hvor Anne er ansat, kan ikke få refusion for sygedagpengene. Så nu er hun nødt til at arbejde fuld tid.
Kantinearbejde dur ikke
Anne er den første sag hos 3F Hotel og Restauration i København. Men faglig sekretær Claus Tvile Lorentzen forudser mange flere.
- Lægen siger, at Anne skal skånes på grund af rygbesvær. Men den slags arbejde findes bare ikke i en kantine, siger faglig sekretær i 3F Hotel og Restauration i København Claus Tvile Lorentzen.
For Anne har hvilen blandt andet bestået i at sidde på en stol og skrælle gulerødder.
Jobcentret henholder sig til en såkaldt "bredere vurdering". Og mener, at Anne kan arbejde.
- Der står ingen steder, at kommunen kan underkende erklæringen. Men der står heller ikke det modsatte. Og det hul må lukkes, siger Claus Tvile Lorentzen.
Hurtig afklaring nødvendig
LO Storkøbenhavn forsøger i øjeblikket at indsamle eksempler, der ligner Annes.
Hun er opsagt til nytår grundet helbredet. Men hun er ikke fritstillet og derfor nødt til at forsøge at arbejde. Trods smerterne.
Anne ønsker ikke sit efternavn frem. Navnet er redaktionen bekendt.