Mange unge i praktikknibe
8.557 unge må spejde forgæves efter en praktikplads, viser de nyeste tal.
Alt for mange unge står stadig uden praktikplads. (Arkivfoto.) De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at 8.557 unge mangler praktikplads. Det er 40 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.
Men der er også fremgang at spore i statistikken, omend den er beskeden.
I de første seks måneder af 2010 er der oprettet 16 procent flere praktikpladser i forhold til samme periode sidste år. Men altså langt fra nok til at gøre indhug i praktikpladskøen, så kurven knækker for alvor.
Kræver sikkerhed nu
Forbundssekretær i 3F Per Christensen advarer om, at flere og flere unge risikerer at ryge helt ud af uddannelsessystemet.
- Nu må politikerne se at få givet de unge sikkerhed for, at de kan tage deres uddannelse. Det kræver en politisk aftale snarest. Heldigvis viser de nye tal også, at arbejdsgiverne opretter flere praktikpladser, men det er slet ikke nok til at imødekomme de unges behov, siger han.