3.000 underskrifter til finansministeren
Knap 3.000 danskere har skrevet under på, at der skal investeres mere i uddannelse. I går afleverede 3F Ungdom og TIB Ungdom underskrifterne til finansministeren.
Tim Callesen, ungdomskonsulent i TIB, og Søren Grøn, formand i 3F Ungdom, afleverer 2.949 underskrevne postkort til finansministerens pressechef. (Foto: Mikkel Secher) 8.557 lærlinge og elever mangler en praktikplads. Samtidig bliver flere unge færdige med deres skoleforløb og står derfor også og mangler en praktikplads.
Derfor har 3F Ungdom og TIB Ungdom sammen været på gaderne. I Aalborg, Odense og København har de bedt om danskernes underskrift på et postkort. 2.949 har skrevet under på, at det er for dårligt, at der bliver givet skattelettelser, når man kunne vælge at bruge pengene på uddannelsesområdet.
- Vi er klar over, at der i finanslovforslaget er budgetteret med 5.000 nye praktikpladser. Men der er stadig 4.000, der mangler en plads, og det er ikke godt nok, siger Søren Grøn, formand i 3F Ungdom.
Uddannelse over skattelettelser
De 2.949 postkort blev i går afleveret i Finansministeriet sammen med et brev til finansminister Claus Hjort Frederiksen. Heri står der blandt andet:
"Vi vil gerne forære dig disse postkort, så du kan se, hvor mange danskere, der er utilfredse med regeringens skatte- og uddannelsespolitik. Vi håber, at du vil tage det til efterretning og for fremtiden tænke lidt mere på de unge lærlinge og elever, der ikke kan færdiggøre deres uddannelse."
Finansministeren havde ikke tid til personligt at modtage underskrifterne. I stedet blev kassen med de knap 3.000 underskrevne postkort overdraget til Claus Hjort Frederiksens pressechef.
Der skal handles nu
Det er ikke første gang, at 3F Ungdom og TIB Ungdom gør opmærksom på deres utilfredshed med praktiksituationen.
- Så vi håber, han vil lytte til os og tage os seriøst denne gang, så han rent faktisk gør noget ved det. Jeg håber, at der ikke vil være så langt fra ord til handling, siger Søren Grøn.
I de to fagforbund afventer man nu spændt på at høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved problemet.