Minister skal forklare praktik-kaos
1000 nye unge står uden praktikplads. Socialdemokraterne vil lokke kommuner til at oprette praktikpladser ved at tilbyde offentlige opgaver som belønning.
Christine Antorini (S) har kaldt undervisningsminister Tina Nedergaard (V) i samråd for at få klarhed over hvilke muligheder, der er for, at kommunerne kan skaffe flere praktikpladser. (Arkivfoto.) 7998 unge står uden praktikplads. I januar var tallet 6984. Sammenlignet med sidste år på samme tid, er antallet af unge uden praktikplads steget med 66 procent, viser helt nye tal fra Undervisningsministeriet.
- Det er en helt uacceptabel udvikling, som kræver politisk handling her og nu, siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S).
Hun har derfor kaldt undervisningsminister Tina Nedergaard (V) i samråd for at få klarhed over hvilke muligheder, der er for, at kommunerne kan skaffe flere praktikpladser.
Sociale klausuler
Flere kommuner ønsker at skabe flere praktikpladser ved at forpligte private virksomheder til at oprette praktikpladser gennem en såkaldt “social klausul".
Klausulen betyder, at kommuner, der sender en offentlig opgave i udbud, skal have mulighed for at forpligte virksomheder til at oprette praktikpladser og tage lærlinge, hvis de ønsker at byde på opgaven.
- Der er intet til hinder for, at en elev tager en eller to praktikperioder hos en kommunal leverandør, siger Christine Antorini.
Det er nu, der skal handles
Det store antal af unge, der ikke får en praktikplads, risikerer at måtte afbryde deres uddannelse. De risikerer at ende i arbejdsløshedskøen.
Socialdemokraterne mener, der er gode muligheder for at sikre de unges fremtid, hvis blot man giver kommunerne mulighed for at etablere de fornødne praktikpladser gennem lovgivningen.
- Perspektiverne er store. Anlægsbudgettet for Københavns Kommune for 2010 og 2011 er for eksempel på 9,6 milliarder, siger Christine Antorini.