Byggefolk til regeringen: Tag foden fra bremsen
Der er ikke længere grund til at frygte overophedning af økonomien - det bør give regeringen mulighed for investeringer i anlæg og vedligeholdelse, siger både BAT-kartellet og Dansk Byggeri
Regeringen har ikke længere grund til at træde på bremsen for at få kommunerne til at holde igen på udgifterne til nybyggeri og vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner, veje, kloakker og anden kommunal infrastruktur. (Kirsten Fich Pedersen) Regeringen har ikke længere grund til at træde på bremsen for at få kommunerne til at holde igen på udgifterne til nybyggeri og vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner, veje, kloakker og anden kommunal infrastruktur.
Det er budskabet fra både BAT-kartellet, byggefagenes samarbejdsorganisation, og byggevirksomhedernes organisation Dansk Byggeri.
Budskabet kommer efter nye tal om opbremsning i såvel boligbyggeri som lønudvikling samt udsigt til faldende aktivitet og beskæftigelse i byggebranchen.
- Alle pejlemærker peger på afmatning af økonomien, og den slår først igennem i byggeriet. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at give kommunerne mulighed for at planlægge ikke mindst de vedligeholdelsesopgaver, som de har skubbet foran sig i årevis, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
Endnu er ledigheden i byggeriet lav og samlet set blot på to procent, men enkelte faggrupper og regioner er begyndt at mærke afmatningen. Ikke mindst mærker københavnske og århusianske murere den begyndende nedtur.
Beskæftigelsen i byggeriet er faldet med omkring 10.000 personer det seneste år, men når det ikke afspejles i kraftigt stigende ledighed, hænger det sammen med, at en del af arbejdskraften søger til andre brancher, at der er mindre overarbejde, og at en del af den udenlandske arbejdskraft er vendt hjem.
Væk med skruestikken
Regeringen har lagt tommelskruer på den kommunale økonomi med bøder for at overskride et givent loft.
- Men der ikke længere brug for denne skruestik for at gardere sig mod overophedning, som har været regeringens argument hidtil, siger Gunde Odgaard.
- Den sidste frygt for overophedning må være væk. Der er i stedet brug for at forberede sig til afmatningen, som alle er enige om kommer.
Gunde Odgaard mener, at regeringen allerede i forbindelse med finansloven for 2009 bør sætte gang i indefrosne anlægsprojekter og give kommunerne mulighed for at få taget hul på vedligeholdelsesefterslæbet.
- Alle er enige om, at det i gode tider er fornuftigt at få nedbragt sin gæld. Nedslidte kommunale bygninger, veje og kloakker er at betragte som en gæld, vi skubber foran os til vores børn og børnebørn. Jo længere tid vi venter med at investere, jo dyrere bliver det. Samtidig - og nok så væsentligt - vil man imødekomme behovet for bedre forhold for brugerne.
- Der er derfor ingen grund til at nøle, vurderer han.
Dansk Byggeri: Ingen frygt for flaskehalse
Også i byggevirksomhedernes organisation Dansk Byggeri appelleres der til investeringer i infrastrukturen i lyset af afmatningen.
- Investeringer i store anlæg, veje, jernbaner eller kloakker for eksempel, er som en supertanker, som det tager tid at vende. Der går lang tid fra politisk beslutning til første spadestik. Derfor er det på høje tid at få planlagt både nogle af de store infrastrukturprojekter som jernbaneudvidelsen på Sjælland og planlagte motorvejsudvidelser, siger seniorøkonom i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen.
- Vi spilder frygteligt mange penge ved, at folk sidder i kø på motorvejen eller i mangel på fremkommelighed på jernbanen. Hvis vi vil have et velfungerende velfærdssamfund, er investeringerne påtrængende, siger han.
Finn Bo Frandsen mener ikke, at regeringen har grund til frygt for overophedning af økonomien.
- Vores arbejdsmarked er ikke længere lukket, og vi har de seneste år set, at mangelen på dansk arbejdskraft er afhjulpet af udenlandsk arbejdskraft. Derfor skal man ikke være bange for flaskehalse og løngalop, siger han.
Dansk Byggeri forventer et fald i beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren på 17.000 personer fra 2007 til 2009. Efter to-tre år med budskab om mangel på arbejdskraft, er det nu kun hver syvende virksomhed i branchen, der mangler kvalificeret arbejdskraft. For to år siden var det hver anden virksomhed, der svarede, at den manglede arbejdskraft.