Haarder skærer trods topkarakter til AMU

Topkarakterer til AMU fra brugerne i ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Himmelråbende dumt, at Haarder udsulter en succes, mener 3F.

Tordnede urimeligt og lodret dumt. Sådan beskriver 3F's forbundssekretær, Per Christensen, nedskæringerne på AMU. (Arkivfoto.)Tordnede urimeligt og lodret dumt. Sådan beskriver 3F's forbundssekretær, Per Christensen, nedskæringerne på AMU. (Arkivfoto.)

For andet år i træk er der topkarakterer til arbejdsmarkedsuddannelserne fra kursister og virksomheder i Undervisningsministeriets årlige undersøgelse af tilfredsheden med AMU, som netop er blevet offentliggjort.

- I det lys er det tordnede urimeligt og lodret dumt, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) - eller er det i virkeligheden finansministeren - nu i årevis har udsultet AMU og skåret så meget på tilskuddet, at skolerne har underskud på køre AMU-kurser. Vi kræver handling nu, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.

Får blod på tanden

Ud over at virksomhederne er tilfredse med AMU, hæfter han sig ved, at kursisterne også er blevet mere tilfredse.

- Vi lægger især mærke til, at tre fjerdedele af kursisterne har fået blod på tanden og lyst til mere uddannelse af at AMU-kurserne. Det er vigtigt i en tid med stort behov for, at den enkelte hele tiden er opmærksom på egne kompetencer og hele tiden sørger for at holde dem ajour, siger han.

Det halter på hjemmebanen

Endelig bekræfter undersøgelsen, at AMU er et vigtigt element i "den danske model". Både virksomheder og kursister fremhæver, at AMU er med til at fremme fleksibiliteten og omstillingsparatheden på arbejdsmarkedet, påpeger han.

- Vi har i 3F bemærket, at regeringen rejser rundt i verden og bryster sig af den danske model, men vi har også lagt mærke til, at det kniber mere på hjemmebanen, når der skal bevilges penge, som får den danske model til at overleve. Lige nu er det altså AMU, der har åndenød og skal have tilført penge, så skolerne ikke har underskud på AMU-kurserne, siger han.