Når øretæverne sidder løst

Det gælder om at aflevere "byttet" med det samme, når en røver stiger ind i taxaen med en kniv eller truer med tæsk for at få penge. Risikoen for vold er stor, og røveren er klar over, hvad han gør, og ved, hvad han går efter.

Vold er en del af dagens uorden for mange chauffører.Vold er en del af dagens uorden for mange chauffører.

Men når patientens kvælergreb strammer sig om omsorgsassistentens hals. Eller når knytnæven hamrer ind i ansigtet på chaufføren fra en passager, der bliver vred efter en diskussion om, at prisen på billetten er steget. Så handler det om en helt anden type vold, fremkaldt af følelser.

- Når man udfører en form for autoritet. Kontrol af billetter eller påbud til en patient om ikke at ryge, så kan den slags situationer fremkalde aggression og vold, siger Lars Peter Andersen, psykolog ved arbejdsmedicinsk klinik på Herning Sygehus.

- Man stopper et menneske i en handling - for eksempel i at drikke øl i bussen. Hos nogen kan sådan et indgreb fra den, der udøver sin autoritet, fremkalde voldsomme følelser. Personen, der bliver stoppet, føler sig forurettet, og det kan fremkalde en aggressiv handling, som ikke er planlagt.

Ro på

Den type vold kan ofte forhindres, fordi der typisk er en optakt.

- Det vigtigste er, at man bevarer roen, selv om det er svært, hvis man pludselig bliver overfuset. Man skal være rolig og bestemt og undgå selv at blive aggressiv, forklarer Lars Peter Andersen.

Samtidig er det vigtigt, at alle oplevelser bliver registreret og får opmærksomhed.

- Det kan være lige så ydmygende at få en spytklat i hovedet eller hældt en skraldespand ud over sig som at få en knytnæve på kæben. Alle episoder tæller, fordi de sætter sig i den, det går ud over. Det har betydning for, hvordan man reagerer næste gang, der er problemer, siger Lars Peter Andersen.

Han har forsket i arbejdsrelateret vold hos plejepersonale i sundhedssektoren. Det har vist, at arbejdsmiljøet har betydning.

- Der er en sammenhæng mellem krav og stress på arbejdspladsen og vold. Stress gør, at man er mere modtagelig. Man virker anderledes og er ikke i ro, forklarer han.

3F kræver handling mod volden

Volden var atter passager i bussen natten til 12. april i København. Her blev en chaufør slået ned og frarøvet penge og billetmaskine.

Den og mange lignende episoder får 3F til at gentage kravet om, at penge, billetter og kontrolfunktion skal væk fra chaufføren. Men samtidig sætter overfaldet fokus på et andet problem - ansvaret.

I København har det seneste overfald startet en diskussion mellem busselskabet Arriva og trafikselskabet HUR om, hvem der skal betale for chaufførernes sikkerhed i form af videokameraer og beskyttende skærme af plexiglas ved chaufføren.

- Man kan ikke blive ved med at diskutere, hvem der skal betale. Hvert eneste overfald er jo et overfald for meget. Juridisk set er det arbejdsgiveren, der er ansvarlig for, at chaufførerne har et sikkert arbejdsmiljø, og mange problemer kan sagtens løses, siger miljøkonsulent i 3F's Transportgruppe Kjeld H. Jensen.

Han peger på busserne i Århus. Her trækker man en billet på bagperronen, og kontrollen varetages af kontrollører. Samme princip gælder i S-togene i København.

På video

3F anbefaler videoovervågning i alle busser. Det er indført i flere byer. Det samme gælder i taxi'er. 3F anbefaler desuden en dør i bussen ved chaufføren, således at han kan stikke af uden at skulle forbi en volds-mand først.

3F bakker desuden op, når chauffører kræver satellitbaserede GPS-alarmer. Men også simple løsninger kan være med til at dæmme op for vold. I Århus Amt er der foldere med busserne. En slip i folderne gør det muligt at klage til busselskabet, hvis man er utilfreds.

- Det kan fungere som lynafleder for chaufføren og virke som imødekommelse på passagerer, der har kort lunte, siger Kjeld H Jensen.

Han fremhæver desuden trafikselskabet og arbejdsgivere, der efteruddanner chaufførerne i at tackle svære kunder:

- Det fylder ikke meget i chaufførernes uddannelse. Men meget vold, der opstår på grund af frustrationer og pludselig vrede, kan chauffører blive bedre til at håndtere og hindre, siger han.