20 taxa-overfald på tre måneder

Mindst 20 overfald har ramt taxichauffører i årets første tre måneder. 3F går til beskæftigelsesministeren for at kræve bedre indsats mod vold på jobbet. På ny hjemmeside kan chauffører anmelde vold.

Vold mod buschauffører og taxachauufører bekymrer 3F. Nu tager forbundet kontakt til beskæftigelsesministeren for at få indsatsen mod vold sat på den politiske dagsorden. (Foto: Søren Zeuth)Vold mod buschauffører og taxachauufører bekymrer 3F. Nu tager forbundet kontakt til beskæftigelsesministeren for at få indsatsen mod vold sat på den politiske dagsorden. (Foto: Søren Zeuth)

Mindst 20 gange har taxichauffører smagt knytnæveslag, mødt truende jagtgeværløb eller knivstik, imens de passede rat og taxameter i årets første tre måneder.

Det viser en opgørelse fra chaufførernes landsklubber. Her har man forsøgt at registrere alle tilfælde af vold, trusler og røverier. Men tallene dækker udelukkende indberetninger fra chauffører til landsklubberne og sager omtalt i pressen.

- Dermed er der kun tale om et minimum af de episoder, chauffører er udsat for. Men det er særdeles klare tal om et groft omfang, landsklubben kan dokumentere, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jan Villadsen til Fagbladet 3F.

Han vurderer, at vold er et stigende problem i transportbranchen. Og Statens Institut for Folkesundhed skønner, at mellem 40 og 80 taxachauffører hvert år må på skadestuen på grund af vold på jobbet.

Brev til minister om indgreb

De dystre tal får 3F's Transportgruppe på banen med krav til politikerne om at gribe ind med påbud om videokameraer og satellitbaserede overfaldsalarmer og overvågning som standardudstyr i landets taxier.

Det sker blandt andet i form af et brev til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Ud over større sikkerhed efterlyser 3F en bedre registrering af volden og årsagerne til den.

- Og så skal chauffører lære, hvordan man bedre kan håndtere kunder i situationer, der kan spidse til. Taxaområdet er dårligt organiseret og tiltag mod vold har for længe været op til tilfældighederne, forklarer Jan Villadsen.

Buschauffører får tæv

Også buschauffører løber ofte ind i øretæver på jobbet.

Ifølge en undersøgelse om vold og overfald mod buschauffører fra januar 2003 viste en opgørelse fra de daværende SiD-afdelinger, at 125 buschauffører var blevet overfaldet på tre år. 17 chauffører måtte sige farvel til jobbet af den grund.

Opgørelsen medførte en del debat - men SiD's hovedkrav om at få penge, billethåndtering og kontrol væk fra chaufførerne i busserne mødte ikke politisk opbakning.

Anmeld alt

Vold og trusler på jobbet er et stort problem for flere andre grupper i 3F som omsorgsmedhjælpere på særafdelinger, Falckreddere, renovationsmedarbejdere og rengøringsassistenter, som arbejder alene.

Men det er ikke synligt i statistikken over anmeldte arbejdsskader, fordi få episoder bliver anmeldt.

Derved stjæler chauffører og plejepersonale dokumentation fra sig selv. 3F opfordrer til at anmelde alle episoder. Alt efter situationen både til politiet og som mulig arbejdsskade.

3F-afdeling, sikkerhedsrepræsentant eller tillidsmand kan hjælpe med at vurdere hvordan.

Chauffører kan bidrage til at skabe dokumentation for vold, på www.eurodrivers.nu eller en ny hjemmeside, som 3F har oprettet.

Her havner din dokumentation hos chaufførernes landsklubber til brug for arbejdet med at dokumentere omfang og typer af vold.