Hver tredje der går på efterløn er ledig
Seniorer udskyder efterlønnen hvis de kan. Men hver tredje, der går på efterløn, er ledig - mange fordi de ikke har andre muligheder, når dagpengene stopper. Det viser en ny opgørelse.
Myten om, at folk blot går på efterløn for at spille golf holder ikke. Mange efterlønnere har ikke noget alternativ, viser ny opgørelse fra 3F. (Foto: Colorbox) Seniorer udskyder efterlønnen, hvis de kan fortsætte med at arbejde. Men samtidig har mange ikke andre muligheder end efterløn. Det viser en opgørelse fra 3F-afdelingen Lager, Post og Service blandt samtlige medlemmer, der er fyldt 60 år og/eller er gået på efterløn de seneste godt to år. Afdelingen havde i perioden 114, der gik på efterløn - men 149 der undlod, selv om de fik et efterlønsbevis.
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, hæfter sig især ved, at flertallet fortsætter med at arbejde, selv om de kunne gå på efterløn.
- Billedet af, at folk stormer på efterløn så hurtigt de kan, er forkert. De fleste vil hellere fortsætte med at arbejde, siger Lars Andersen.
- Desuden afspejler det ændringerne af efterlønnen. At det er mere gunstigt at vente til man er 62 år. Satsen er højere, og der venter en skattefri præmie, påpeger han.
Kun få efterlønnere arbejder
Opgørelsen fra Lager, Post og Service (LPSF) viser desuden, at kun 11 ud af de 114 efterlønnere stadig er i beskæftigelse. I gennemsnit 16 timer om ugen.
- Det er trist, at ikke flere efterlønnere har arbejde ved siden af. Det er rart for mange stadig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det er en fordel for samfundet, siger Lars Andersen og peger på, at reglerne er for indviklede, og der er for lidt kendskab til fordele ved at arbejde og få efterløn samtidig.
Dagpenge udløber
LPSF's tal viser også, at en tredjedel af dem, der gik på efterløn, var ledige - og halvdelen af dem kunne ikke få dagpenge længere.
- Det er dybt forkasteligt at blive ved at lægge efterlønnen for had. Folk arbejder så længe de overhovedet kan - og mange efterlønnere har ikke noget andet valg. Hvad skal de ellers gøre, hvis der ikke er job? Få kontanthjælp eller blive forsørget af ægtefællen? Og efterlønnen er langt billigere end dagpenge, fordi mange efterlønnere modregnes af den ene eller anden grund, konkluderer Bjarne Høpner, formand for Lager, Post og Servicearbejdernes Fagforening.