Østarbejdere skal lokkes til Danmark
Borgere fra de nye EU-lande i Østeuropa bør i stor stil inviteres til at arbejde i Danmark. Det mener to eksperter, som i Information opfordrer regeringen til at skrinlægge et nyt lovforslag om at sætte en nødbremse på arbejdskraften fra øst.
Danmark er slet ikke interessant for de veluddannede folk fra Øst. Og dem ude uddannelse – de kan slet ikke komme til Danmark, selv efter udvidelsen af EU, fastslår eksperterne.
- Danmark er slet ikke på landkortet for de her folk. Derfor er det en underlig tankegang, at regeringen nu vil have regler for at undgå, at vi bliver oversvømmet af folk. Vi burde snarere tænke på, hvordan vi kunne blive et attraktivt land, siger direktør Marianna Lunanski fra konsulentfirmaet Gurre-Gruppen.
Hun står bag en analyse til Erhvervsfremmestyrelsen, som anbefaler en række opsigtsvækkende ordninger for at lokke østeuropæere til landet.
Også Hans Kornø-Rasmussen, ph.d. i international økonomi og ekspert i migration, mener, at en lov, der skal overvåge at de nye EU-borgere ikke stjæler job fra danskerne og belaster de sociale ydelser, er overflødig.
- Det er svært at se, hvilke grupper af folk, der pludselig skulle komme mod vores ønsker. Tværtimod kan for eksempel sæsonarbejdere være med til at løse flaskehalse inden for byggeri, på plantager og gartnerier, siger han.
Når de 10 nye lande bliver optaget i EU, kan deres borgere frit bosætte sig i Danmark – hvis de vel at mærke har arbejde.
- Og bliver de fyret, ja – så er det hjem igen. Derfor er der ingen grund til frygt for, at de bliver her på kontanthjælp, siger Hans Kornø-Rasmussen. (NET-Redaktionen)