Flere og flere bliver løsarbejdere
Forsker spår:
Den massive ledighed får flere virksomheder til at ansætte medarbejdere i begrænset tid, så de slipper for at betale pension m.m. Det nærmer sig ansættelsesformer, som i høj grad er udbredt i USA, forklarer arbejdsmarkedsforsker.
Vi kan forvente amerikanske tilstande med kortere ansættelser og kontrakter uden pension og goder på det danske arbejdsmarked. Det forudser arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen. (Foto: Colourbox) Projektansættelser, tidsbegrænsede ansættelser og virksomhedspraktik. De danske virksomheder er ganske vist også økonomisk ramt af krisen, men når det gælder om at rekruttere nye medarbejdere, kan virksomhederne vælge og vrage.
Det kommer i de næste par år til at betyde, at ansættelsesformerne vil ændre sig, og det betyder ringere arbejdsvilkår for medarbejderne, fortæller professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
- Det betyder kort sagt, at kernen af de faste medarbejdere bliver mindre, og periferien af løsarbejdere bliver større, forklarer Flemming Ibsen.
- Det er ansættelsesformer, som man i høj grad benytter sig af i lande som USA, men som stille er ved at brede sig i Europa og Skandinavien.
Medarbejdere får dårligere vilkår
Ifølge Flemming Ibsen vil de korte ansættelsesformer blive mere udbredt i bygge- og anlægsbranchen.
De kortvarige ansættelser betyder blandt andet, at arbejdsgiverne nemmere kan slippe afsted med ikke at betale pension og andre overenskomstforhandlede goder.
- De magre år giver arbejdsgiverne en styrkeposition, fordi medarbejderne finder sig i mere for at kunne beholde jobbet, forklarer Flemming Ibsen.
- Mange arbejder gratis, inden de eventuelt bliver ansat, og flere virksomheder rekrutterer medarbejdere gennem en virksomhedspraktik. Det er også den slags vilkår, som man i udbredt grad ser i USA.
Utryghed er værst
En af de mest negative konsekvenser ved at have kortvarige ansættelser er den økonomiske utryghed, som hele tiden ligger og lurer om hjørnet. For hvornår kommer der et nyt job, og hvordan skal man klare den, mens man er ledig?
- Du får ikke en samlet højere anciennitet ved de korte ansættelser. Pension og andre goder ryger, og der er markant lønnedgang, når man arbejder i periferien. Du bliver hele tiden sat tilbage, forklarer Flemming Ibsen.
- Og den store ledighed vil først vende i 2014. Så det er smalhals og nogle magre år, vi kommer til at gå i møde.