Hjort har glemt fyrede SiD'ere
Fyrede SiD'ere får svært ved at leve op til Hjorts krav om job i enden på uddannelse. Der er ikke udsigt til vækst inden for SiD's områder foreløbig, siger nordjysk AF-chef.
I løbet af kort tid er flere tusinde industrijob forsvundet i Nordjylland - blandt andet på Dansk Eternit i Aalborg - og der er ikke udsigt til beskæftigelse for de fyrede SiD'ere foreløbig. (Michael Bo Rasmussen) - Vi bliver lidt lange i spyttet, når du spørger til uddannelsesmulighederne for fyrede SiD'ere på Flextronics. For der er ikke vækst indenfor SiD's traditionelle beskæftigelsesområde hverken på kort eller længere sigt, siger regionschef Anders D. Hesselholt, Arbejdsformidlingen (AF) Nordjyllands Amt.
Løfter holder ikke
Dermed tyder meget på, at det langtfra går så glat som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) lover, når man som fyret SiD'er tropper op på Arbejdsformidlingen med et ønske om efteruddannelse. For man kan stadig kun få uddannelse inden for områder, hvor der er eller vil blive mangel på arbejdskraft.
Efter tirsdagens administrative indgreb påpegede beskæftigelsesministeren ellers at:
"de afskedigede medarbejdere på Flextronics hurtigt kan få den nødvendige omskoling eller blive opkvalificeret til nye job".
Job i fjerkræ
Det eneste område med sikre beskæftigelsesmuligheder, Anders D. Hesselholt kan pege på, når det gælder SiD'ere, er indenfor fjerkræområdet - slagterier.
- Men det er ikke noget, der tonser. Det drejer sig om 50-100 mand om året. Vi venter også fremgang indenfor turistområdet, og er ved at analysere på, hvilke jobprofiler, det handler om, siger Anders D. Hesselholt.
Han oplyser, at AF er ved at analysere beskæftigelsesudviklingen indenfor blandt andet hele SiD's område.
Konkret vurdering
- Men det beror altid på en konkret vurdering, når der kommer en SiD'er med et uddannelsesønske. Selv om ønsket er inden for et område, hvor der ikke er vækst, kan der jo godt opstå ledige job, siger AF-regionschefen og pointerer, at det ser lysere ud med sikre beskæftigelsesmulighederne på det traditionelle kvindeområde - indenfor pleje-, rengørings- og sundhedsområdet.
Den gode vilje snubler
SiD's uddannelsessekretær Poul Hansen understreger, at beskæftigelsesministeren viser god vilje ved at ophæve reglen om, at Arbejdsformidlingen højst må bruge 55 procent af det samlede budget til aktiviteter på uddannelse.
Men han fremhæver, at ministeren samtidig snubler i egne regler - nemlig at omskoling og uddannelse er hængt op på kravet om målretning mod områder, hvor der er eller vil blive mangel på arbejdskraft.
Er der penge eller ej?
- Det helt centrale for SiD er om der er penge til at igangsætte omskoling og uddannelse for de fyrede. Det er helt tåbeligt at tilbageholde penge til uddannelse på grund af regler, der ikke passer i situationen. Nemlig en for hård vurdering af, om der er mulighed for et job efter uddannelsen, siger Poul Hansen.
Ændrer intet for fyrede
Også Socialdemokraterne på Christiansborg skyder med skarpt på beskæftigelsesministeren. Arbejdsmarkedspolitisk ordfører Bjarne Laustsen (S) siger, at beskæftigelsesministerens nye tiltag intet ændrer for de ledige på Flextronics og det nordjyske område.
- For der er jo stadigvæk ikke området med mangel på arbejdskraft nogen steder i Nordjylland, siger han.
Gør noget, der virker
Tirsdag fik 500 medarbejdere på Flextronics en fyreseddel. Bjarne Laustsen opfordrer beskæftigelsesministeren til, i stedet for at love de fyrede på Flextronics en hel masse, at gøre noget, der reelt hjælper.
- Nemlig at have mere tiltro til det regionale arbejdsmarkedsråd og lade dem afgøre og planlægge i fred og ro, hvilke uddannelser de ledige skal på. Til gavn for Nordjylland på kort og lang sigt, siger den socialdemokratiske poliker.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren.