Folk tør ikke købe fladskærme og samtalekøkkener

Folks lyst til at investere i varige forbrugsgoder når rekordlavt niveau. Det viser decembers udgave af Fagbladet 3F's krisetermometer.

Dankortet kører ikke i pendulfart. Især ikke, når det handler om dyre forbrugsvarer. Krisen kradser stadig. (Foto: Colourbox)Dankortet kører ikke i pendulfart. Især ikke, når det handler om dyre forbrugsvarer. Krisen kradser stadig. (Foto: Colourbox)

Vi skal rigtigt mange år tilbage, før Hr. og Fru Danmark har holdt så meget igen på pengene. Forbrugernes forventninger til at købe varige forbrugsgoder er nemlig det laveste i mindst ti år.

Det fremgår af decembers udgave af Fagbladet 3F's krisetermometer.

Her er lysten til at købe biler, vaskemaskiner og hjørnesofaer nemlig helt nede i indeks minus 13,4. Det er et stort fald fra sidste måneds minus 9,9 – og meget langt fra normaltilstanden på minus 0,5.

Dankortet bliver i lommen

Fagbladet 3F's krisetermometerekspert, cand. oceon. Tage Otkjær, peger blandt andet på, at mange holder igen på pengene, fordi de frygter at miste jobbet. Ikke fordi, de nødvendigvis har fået færre penge mellem hænderne.

- Folk er meget pessimistiske i forhold til deres private, økonomiske situation, siger han.

At folk holder på pengene understreges også af, at folk har hevet Dankortet op af lommen færre gange den seneste måned, selvom den plejer at stige alene på grund af løn- og prisudviklingen.

- Mange butikker har ellers forsøgt sig med ekstraordinære udsalg. For en gang skyld skal vi ikke forvente rekordstort julesalg i år, siger Tage Otkjær.

Krisen kradser stadig

Også når det kommer til de otte andre indikatorer som ledighed, konkurser og antal nye lastbiler viser det samlede billede, at krisen langt fra er ovre.

Den overordnede indikator er på indeks 69,7, hvilket er den hidtil laveste - og et langt stykke fra normaltilstanden på 100.

- Der er ikke mange opmuntringer. Drømme og håb om at krisen er ved at være forbi, bliver ikke indfriet, lyder vurderingen fra Tage Otkjær.

Det næste krisetermometer udkommer 21. januar 2010 på www.fagbladet.dk/termometer-januar.